x

Nu tages 1. spadestik til boligbyggeriet Kongens Punkt i Kanalbyen

Pressemeddelelse 1. februar 2018

Den 6. februar tager Kanalbyen, Boligkontoret Fredericia og STB Byg det første spadestik til boligbyggeriet Kongens Punkt i Kanalbyen.

På det eksakte punkt som Frederik den 3. i 1650 besluttede at gøre til centrum for udvidelsen af hele Fredericia bygges nu ’Kongens Punkt’; et moderne boligbyggeri, som kommer til at bestå af en blanding af ejerlejligheder, almene familieboliger i to plan og senioregnede almene lejligheder.

Bygherrerne STB Byg og Boligkontoret Fredericia tager, sammen med Kanalbyen i Fredericia, det første spadestik den 6. februar.

Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, ser frem til at sætte gang i opførelsen af Kongens Punkt:

”Jeg glæder mig til, at vi nu kan imødekomme den store efterspørgsel på seniorboliger med attraktive fælles faciliteter, som vi oplever i vores forening Senior Bo Fredericia. Og det er et stort plus for hele byggeriet, at vi kan kombinere seniorboligerne med attraktive almene familieboliger og ejerlejligheder, der alle kan få gavn af den smukke beliggenhed for enden af Frederiks Kanal”, siger Finn Muus.

STB Byg, der både er entreprenør for hele byggeriet og investor bag ejerlejlighederne, ser gode perspektiver i udviklingen af Kanalbyen:

”I Kongens Punkt vil børn, unge og ældre bo og færdes side om side med direkte adgang til kanaler og grønne områder og udsigt til Lillebælt. Vi synes, at det er et fantastisk byggeri, som vi tror på vil tiltrække mange forskellige typer mennesker og dermed også vil bidrage til hele udviklingen af Kanalbyen”, siger adm. direktør Jens Winther.

Til at hjælpe med at tage det første spadestik, har værterne allieret sig med Borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard.

”Jeg glæder mig over udviklingen i Kanalbyen. Med byggeriet af Kongens Punkt kommer vi et vigtigt skridt videre. Kombinationen af ejerlejligheder og almene boliger passer godt ind i Fredericia, hvor vi lægger vægt på, at der er et bredt udbud af boliger til mange forskellige mennesker”, siger Jacob Bjerregaard.

Café, fælleslokale og parkeringskælder bygges ind

I stueetagen af Kongens Punkt placeres en cafe med udsigt til den nyetablerede Frederiks Kanal og under huset etableres en P-kælder. Der indarbejdes tre tagterrasser og et fælleslokale til de senioregnede boliger. Naboen bliver Frederikshuset med 54 lejligheder, som blev indtaget i 2017.

Flere nye boliger er på vej i Kanalbyen

Der er i det hele taget godt gang i byggeriet i Kanalbyen, hvor der også bygges 57 lejligheder og et stort kontorhus i Sønder Voldgade Kvarteret. Næste projekt, der går i jorden i Kanalbyen, forventes at blive andelsboligerne ’Bådhusene’ som også skal ligge i Sønder Voldgade Kvarteret.

De almene boliger i Kongens Punkt formidles af Boligkontoret Fredericia. Ejerlejlighederne, som STB Byg står bag, forventes at komme på markedet inden længe.

Fakta om Kongens Punkt

  • 29 senioregnede boliger
  • 12 familieboliger
  • 29 ejerlejligheder
  • Café, fælleslokale, p-kælder med 80 pladser
  • 7.810 m2 i alt
  • Bygherre på Kongens Punkt er Boligkontoret Fredericia og STB BYG A/S
  • STB BYG A/S er totalentreprenør på hele projektet
  • Formidlingen af de almene familieboliger og de senioregnede boliger vareta-ges af Boligkontoret Fredericia
  • STB BYG A/S er investor på ejerlejlighederne
  • Kongens Punkt er tegnet af Skala Arkitekter A/S, Horsens
  • NIRAS er rådgivende ingeniør på projektet
Kanalbyen i Fredericia udvikles i partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By & Byg.