x

BLOX åbner for byen

Pressemeddelelse 26. april 2018

BLOX er en ny destination i hjertet af København. Et bindeled mellem byen og havnefronten plus hjemsted for arkitektur og bæredygtig byudvikling – og nu klar til indvielse.

BLOX indvies officielt den 4. maj ved H.M. Dronningen – og stedet åbner for alle københavnere og tilrejsende søndag den 6. maj. BLOX er samlet set et byudviklingsprojekt på havnen i København og samtidig en satsning på arkitektur og fremtidens bæredygtige byløsninger. BLOX er finansieret af Realdania og tegnet af hollandske OMA.

Med nyanlagte pladser og broer binder BLOX byen sammen på nye måder og skaber forbindelser mellem dele af byen, der før var adskilte. Biltrafikken på Christians Brygge strømmer hele døgnet gennem bygningen, og med den kommende cykel- og gangbro Lille Langebro vil man kunne krydse havnekanalen. Gående kan desuden frit passere rundt om og under BLOX, der dermed skaber trygge passager, hvor der før kun var trafik.

”For Realdania er BLOX meget mere end en bygning. BLOX er et tilbud til hele Danmark og København – og ikke mindst de mange udenlandske gæster, der kommer til byen hvert år. Det handler om at skabe byliv og få mennesker til at mødes om de mange interessante oplevelser, som BLOX tilbyder. Stedet tapper ind i den generelle byudvikling i hovedstaden og binder nu en sløjfe på transformationen af inderhavnen fra industrihavn til en havn for mennesker og oplevelser,” siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania

Arkitektur og løsninger for fremtidens byer

BLOX bliver også Danmarks nye destination for arkitektur, design og udvikling af bæredygtige byløsninger. Centralt i bygningen ligger Dansk Arkitektur Center (DAC). DAC tilbyder udstillinger, ture, events, designshop, café og konferencefaciliteter. BLOX danner også rammen om BLOXHUB – et tværfagligt innovationsmiljø for bæredygtig byudvikling, som samler virksomheder, organisationer og forskere om at udvikle løsninger til fremtidens, bæredygtige byer.

”Med BLOX vil vi styrke arbejdet med og forståelsen for arkitektur og byudvikling som helt centrale samfundsdagsordner. Det skal ske gennem brede udstillinger i Dansk Arkitektur Center (DAC) og arbejdet i innovationshubben BLOXHUB, hvor mange forskellige aktører mødes om at forstå og løse de udfordringer, verdens byer står over for,” siger Jesper Nygård.

Bygningen rummer bl.a. også cafe med udeservering, fitnesscenter, boliger og et fuldautomatisk underjordisk parkeringsanlæg. Derudover er der omkring BLOX en række uderum og forbindelser – deriblandt en legeplads for de yngste, en ny åben plads mellem Fæstningens Materialgård og BLOX, en træbrygge ud mod havnen, en bro over Frederiksholms Kanal og den kommende Lille Langebro for cyklister og gående.

BLOX er et eksempel på en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed, der både favner det sociale og det miljømæssige. Omkring en tredjedel af byggebudgettet er brugt på byrum og offentlige passager – nye mødesteder i byen, ud over det mødested, som bygningen i sig selv er. I den miljømæssige afdeling kan nævnes et stort solcelleanlæg på taget og et forventet vand- og elforbrug, der er 20 procent mindre end normalt for tilsvarende byggerier. Samtidig er byggeriets CO2-udledning begrænset ved at minimere brugen af beton.

Fredag den 4. maj er der officiel åbning af BLOX med taler og indvielse ved H.M. Dronningen. Lørdag den 5. maj åbner DAC og BLOXHUB for sektoren med faglige debatter og oplæg. Og søndag den 6. maj kl. 12-20 åbner BLOX så for hele byen med rundvisning, koncerter, luftballet, aktiviteter for børn og meget mere.

Samme vægt som Eiffeltårnet

Bygningens samlede vægt er ca. 80.000 tons. Det omfatter 50.000 tons beton og 7.500 tons stål/armeringsstål eller den samme mængde jern og stål, som blev brugt til at bygge Eiffeltårnet. Resten af bygningens vægt udgøres af glas installationer, ledninger, gulve og møbler.

BLOX rundt på 30 sekunder

Det ville tage verdens hurtigste sprinter, Usain Bolt, ca. 30 sekunder at løbe rundt om bygningens 74 x 75 meter store grundplan.

8.500 m3 regnvand

Kloakkerne i København bliver sparet for 8.500 m3 regnvand om året, hvilket svarer til 55 husstandes årlige udledning af spildevand. Regnvandet fra BLOX bliver nemlig skilt fra på taget og pladserne uden om BLOX og ledt direkte i havnen.

20.000 cykelhjul om dagen

Lille Langebro, der er planlagt til at åbne i efteråret, vil aflaste Langebro. På en almindelig hverdag krydses Langebro af op mod 40.000 cyklister. Det er forventningen, at op mod 3.000 fodgængere og 10. 000 cyklister vil bruge den nye broforbindelse hver dag.

Strømproduktion til 23 husstande

BLOX er et lavenergihus udstyret med blandt andet et solcelleanlæg på taget, der producerer strøm svarende til 23 husstande gennemsnitlige årlige elforbrug.