Oplev Nordens første funkisvilla - Huset, som borgerskabet grinede af

Når danske familier i dag bevæger sig rundt i deres køkkener og lægger knive og gafler i bestikskuffen og henter gryder fra grydeskabet, eller når de hygger sig i husets fællesrum, så burde de sende en venlig tanke til den danske arkitekt Edvard Heiberg, som havde sit virke i begyndelsen af 1900-tallet. 

Hans navn vækker næppe genklang hos ret mange, men ikke desto mindre var han arkitekten bag Nordens første funkisvilla, opført i 1924 i Virum, nord for København. Og dermed var han også arkitekten bag flere af de boligindretninger og løsninger, som vi i dag tager for givet: Et logisk og velindrettet køkken, indbyggede skuffer og skabe, gode lysindfald, en fælles stue, hvor familien kan samles osv. Indretninger, som i dag er helt almindelige, men som dengang i 1920’erne blev opfattet som aldeles aparte, og som skilte sig markant ud fra tidens borgerlige klunkestil.

Ikke latter, men respekt

Om huset - som den norskfødte arkitekt byggede til sig selv og sin familie - sagde han selv, at det ”er et ganske naturligt, logisk hus; det har hverken tårn eller karnapper eller romantiske (utætte) røde tagsten. Heller ikke indvendige stuk gesimser og rosetter. Det har ikke små blyindfattede ruder fra Chr. IV’s tid eller empiresøjler og konsoller – derfor synes folk dengang, at det er et højst komisk hus, og det er Lyngbys befolknings søndagsfornøjelse at tage ud og grine af det”.

I dag bliver der ikke grinet. Snarere tværtimod. De tanker, som arkitekten - der var født i Norge, men uddannet i København - tænkte for over 90 år siden, banede vejen for mange af nutidens bekvemme boligløsninger. 

Og netop denne fremsynethed og denne banebrydende tilgang til arkitekturen gjorde, at Realdania By & Byg for godt ti år siden købte huset og gennemførte en omfattende restaurering. I dag indgår huset i selskabets samling af ca. 50 historiske huse, herunder 13 af danske arkitekters egne huse, som hver for sig og tilsammen fortæller om udviklingen af den danske familiebolig gennem tiden.

En mærkværdig firkantet kasse

En mærkværdig firkantet kasse med store hjørnevinduer i jern, grønne vinduesrammer og grønne nedløbsrør, en gul facade og en skakternet terrasse i rød og grå! Dét var, hvad det bedre borgerskab i 1920’erne oplevede, når de spadserede forbi Heibergs hus, og selv kongen, Christian den Tiende, væmmedes ved dette hus. Når han opholdt sig på Sorgenfri Slot og var på ridetur i området fortælles det, at han demonstrativt vendte hovedet den anden vej, når han passerede villaen på I.H. Mundts Vej. I dag gør villaen med sin beliggenhed på en ganske almindelig villavej, hvor træer og planter er vokset til, ikke så meget væsen af sig. Grunden skråner markant, og huset ligger sænket i forhold til vejen, så den særegne farvesammensætning springer ikke umiddelbart i øjnene. Men så snart de besøgende går ned ad stentrappen, der fører fra vejen til huset, åbenbarer husets farvesammensætning sig i fuldt flor – om sommeren omgivet af blomstrende buske og træer, men om vinteren som en særegen farveklat på denne traditionelle villavej.

Ikke for sjov

Og de særegne farver var ikke for sjov. De var en integreret del af den helhedsoplevelse, som arkitekten Heiberg ønskede med sit hus. Et hus, hvor rum, form, lys og funktion og ikke mindst farverne var nøje gennemtænkt. Ifølge Heiberg skulle arkitekturens form først og fremmest understøtte funktionaliteten; til gengæld skulle æstetikken og skønheden findes i farverne.
- Edvard Heiberg var langt forud for sin tid. Funktionalismen kom først for alvor til syne i Danmark i 1930’erne, hvor arkitekter som fx Arne Jacobsen begyndte at tegne huse, som var præget af de samme tanker, som kendetegner Heibergs hus: Skarptskårne bygninger, rene linjer, fokus på lys og luft og med praktiske og funktionelle indretninger, siger arkitekt og projektleder Frants Frandsen, som for ti år siden stod i spidsen for den restaurering, som Realdania By & Byg gennemførte efter købet af huset.

Renset for ornamenter og overflødig pynt

Heibergs ambition var først og fremmest at skabe et hus, der var logisk og funktionelt, renset for ornamenter og overflødig pynt. ”En lydløs maskine til at bo i, som ikke knirker nogen steder”, sagde Heiberg selv. Huset skulle gøre beboernes dagligdag nem og praktisk, og derfor blev køkkenet logisk indrettet efter en nøje analyse af antallet af skridt og bevægelsesmønstre mellem de forskellige gøremål i køkkenet, og alle redskaber, madvarer, konserves mv. fik deres nøjagtigt afmålte plads i faste skabe og skuffer. 

I alle værelser blev der bygget skabe og reoler, som var nøje afpasset efter det indhold, de skulle have: bøger, papirer, porcelæn, sko, hatte, flipper osv. Der blev indbygget strygebræt, skakt til snavsetøj fra soveværelse til vaskekælder og to serveringslemme fra køkkenet til spisepladsen.

Funktionen lå helt tydeligt Heiberg på sinde, og et par år efter opførelsen af sit eget hus tegnede han på vegne af et møbelfirma en køkkenindretning, som blev forløberen for det såkaldte element-køkken, der blev sat i produktion i 1950’erne.

Fælles samlingssted for familien 

Men også rummenes placering i forhold til hinanden og lysindfaldet i huset spillede en vigtig rolle for Heiberg. 

- Husets plandisponering er koncentreret omkring den dobbelthøje, centralt placerede opholdsstue med et stort ateliervindue til haven og omkranset af mindre og lavere værelser. Stuen med fire meter til loftet er husets eneste stue, og i dag rynker de færreste på næsen over et sådant alrum; et fælles samlingssted for familien, men i 1924 var denne type fællesrum ganske uhørt, understreger Frants Frandsen.

Heiberg sagde selv om huset, at det ”er bygget for et ungt ægtepar, uden generende borgerlige fordomme i retning af spisestue, salon og herreværelse. Med små krav til udstyrelse men desto større krav til bekvemmelighed, hvorfor der er ofret meget på badeværelse, WC’er, centralvarme o.l. og frem for alt med meget store krav til lys”. Helt løbe fra sin borgerlige oprindelse og klassiske uddannelse kunne Heiberg nu ikke. Den ses i hans forstudier og skitser til bygningen og hans indretning af et pigeværelse og eget arbejdsrum.

Den kommunistiske Heiberg var på alle måde nytænkende og banebrydende – ikke kun i sin arkitektur og formgivning, men i hele sit virke, også som skribent på bl.a. tidsskriftet Kritisk Revy sammen med blandt andre PH. Et stærkt socialt og politisk engagement kombineret med internationale kontakter gjorde Edvard Heiberg til en central skikkelse i dansk arkitektur og planlægning i første halvdel af det 20. århundrede – og en central formgiver af nogle af de boligindretninger, som vi i dag, næsten 100 år senere, bare tager for givet.