x

BLOX vinder Dansk Stålpris 2018

Nyhed

7. november 2018

Prisen gives for den komplekse stålkonstruktion, der gør BLOX til en fleksibel, rummelig og transparent bygning, og for samarbejdet mellem bygherren Realdania By & Byg, arkitekten, rådgiverne og entreprenørerne.

4.500 ton. Så meget vejer den bærende stålkonstruktion i BLOX i København, der åbnede i maj 2018 som hele Danmarks verden for arkitektur, design og nye ideer. Den komplekse stålkonstruktion har været afgørende for at kunne skabe store, søjlefrie og gennemsigtige rum, der bl.a. danner en fleksibel ramme for udstillinger i Dansk Arkitektur Center og det tværfaglige kontormiljø for bæredygtig byudvikling, design og innovation; BLOXHUB.

Den vellykkede udførelse af den komplekse stålkonstruktion blev i dag hædret med Dansk Stålpris 2018, som stifteren Dansk Stålinstitut overrakte til bygherren Realdania By & Byg, arkitekten OMA, de rådgivende ingeniører ARUP og COWI A/S, hovedentreprenøren Züblin A/S og stålentreprenør CSK Stålindustri A/S.

- Betingelserne for byggeriet har stillet meget store krav til både konstruktioner og koordinering parterne imellem. Med valget af BLOX er såvel kreativ og ene-stående arkitektonisk brug af stål som forbilledligt samarbejde mellem arkitekt, entreprenør og stålleverandør tilstede. Det er netop, hvad Dansk Stålpris er indstiftet for at hædre og tilskynde til, siger Jørn Nielsen, sekretariatschef i Dansk Stålinstitut, om valget af BLOX som vinder af Dansk Stålpris 2018.

Dommerkomiteen har også lagt vægt på, at kompleksiteten har krævet betydelig dygtighed fra stålentreprenørens side og at en omfattende planlægning før udførelsen har gjort montagen forbavsende problemfri.

- Alt i alt har det været et stærkt team af virksomheder, som har været involveret i dette imponerende byggeri. Med sin placering og åbenhed ændrer bygningen en plads, som i mange år har stået som et udefinerligt område langs havnekanten, og vil med tiden blive en del af havnekantens miljø, lyder det bl.a. i begrundelsen.

Valget af BLOX vækker glæde hos bygherren Realdania By & Byg:

- Vi prøver at vise nye veje med vores byggerier i Realdania By og Byg, og på BLOX er stålløsningen godt tænkt og flot udført i samarbejde med vores dygtige rådgivere og entreprenører. Vi er stolte over at få Dansk Stålpris 2018 i fællesskab, siger Peter Fangel Poulsen, afdelingschef i Realdania By & Byg.

Prisen blev overrakt ved Dansk Ståldag 2018, der samler aktører i den danske stålbranche.

Om Dansk Stålpris

Dansk Stålpris uddeles af Dansk Stålinstitut ved Dansk Ståldag hvert andet år - første gang i 2014. Den Blå Planet og Søfartsmuseet i Helsingør var vinderpro-jekter i 2014, henholdsvis 2016.

Dansk Stålpris lægger vægt på et enestående design i stål, der fremhæver de mange fordele ved brug af stålkonstruktioner i byggeriet, produktionen, for økonomien og arkitekturen for de indstillede projekter. Objektet skal være placeret i Danmark og projektet enten designet, projekteret eller produceret i Danmark.

Prisen tildeles ejeren, arkitekten, ingeniøren og stålentreprenøren af et enestående projekt med markant dansk islæt, for at agte deres samarbejde og kvaliteten af deres arbejde.

Dansk Stålinstitut arbejder for et etablere og udbygge en vidensbase for stålbranchen i Danmark.

Dommerkomite

  • Michael Krarup, Gottlieb Paludan A/S
  • Peter Leuchsenring, Peter Leuchsenring Arkitektfirma
  • Henrik Polk, COWI A/S
  • Jesper Gath, Alectia A/S
  • Alex Mørch-Petersen, ArcelorMittal A/S
  • Søren Hestbæk, DS Stålkonstruktion A/S

Om BLOX

BLOX er hele Danmarks verden for arkitektur, design og nye ideer. BLOX er meget mere end en bygning. BLOX er en ny destination og bygning i Køben-havn, der danner ramme om Dansk Arkitektur Centers udstillinger, BLOXHUB – et tværfagligt innovationsmiljø for bæredygtig udvikling - en restaurant, et fitnesscenter, et fuldautomatisk underjordisk parkeringsanlæg, en legeplads og 22 lejeboliger. 

BLOX er finansieret af foreningen Realdania og er opført og ejet af Realdania By & Byg.

{{ title }}

{{ description }}