x

Ny bog hylder de huse, der er svære at sælge

Nyhed 7. februar 2019

Ny bogudgivelse byder os indenfor i de billigste huse i Danmark. TIL SALG af Jutta Marie Jessen viser hverdagens poesi i en ny foto- og kunstbog, der blandt andet er støttet af Realdania.

Tyste stuer, blomstrede gardiner og falsk træ på væggene. Vi er inviteret indenfor i nogle af de huse, der har landets længste liggetider. Det er ikke en hånlig udstilling af yderområderne – men en nænsom fortælling om et boligdanmark meget langt fra hovedstaden. 

TIL SALG er en dokumentarisk foto- og kunstbog med udvalgte fotografier og citater fra ejendomsmægleres salgsannoncer. Jutta Marie Jessen fik ideen til bogen for fire år siden, da hun surfede på nettet. Siden har hun gennemtrawlet ejendomsmægleres salgsannoncer på helårshuse sat til salg for 0-500.000 kroner.

Husene i bogen er ikke den slags boliger, der optræder i magasiner – og de glitrende bogcovers om dansk arkitektur og kultur er gerne optaget af Arne Jacobsens modernisme eller romantiske herregårde. 

Men landets billigste huse er en væsentlig del af vores virkelighed og kulturhistorie. De repræsenterer vores hjem, som de er sat til salg. Samtidig taler husene i bogen ind i en tendens, der handler om boligefterspørgslen uden for de større byer. I fremtiden vil der ifølge analyser være brug for færre fritliggende parcelhuse og stuehuse i yderområderne, hvor man generelt får en større andel ældre og singler. Der er behov for nye, mindre og andre typer af boliger.

Fotografierne i bogen er en dokumentation af ting og stemninger, der måske slet ikke kan genfindes om 30 år. Et hverdagspoetisk blik på begrebet 'hjem', og en kommentar til debatten om yderområderne og de stedbundne potentialer.

Jutta Marie Jessen er cand.mag. i dansk og kunsthistorie og arbejder som dokumentarist og kunstner. TIL SALG er udgivet af Nordstroms forlag og støttet af Realdania og KAB Fonden. Udkom den 31. januar.