Ballonhangaren restaureres på øjemål
Den fredede Ballonhangar på Islands Brygge i København er ved at blive restaureret. Det gøres med teknikker som for 100 år siden, da hangaren blev bygget – og på øjemål - det må nemlig ikke blive for lige og for pænt.
Byggepladsen ved Ballonhangaren på Artillerivej i København er mudret og pløret som en slagmark. Kold vinterregn spiller tromme på de grå presenninger, som er midlertidig indpakning af den 100 år gamle træbygning, som engang var hjemsted for hærens observationsballoner.
”Hej, vi er heroppe,” lyder det fra syv meters højde, hvor tømrer Lars Petersen kigger ud gennem stilladset, som er bygget op rundt om hele træbygningen, og i virkeligheden er det eneste, der holder sammen på bygningen, mens den bliver restaureret.
Bag presenninger og stillads står og ligger resterne af den unikke træbygning klar til at blive efterset, renset, udbedret og suppleret med håndlavede ”reservedele” i en omfattende restaurering, som er sat i gang af Realdania By & Byg.
Synlig historie
Ballonhangaren blev fredet af Kulturstyrelsen i 2014, og Realdania By & Byg købte i 2017 hangaren for at restaurere den historiske bygning. Der findes kun én tilsvarende bevaret ballonhangar i Europa i Nordtyskland.
Formålet med den omfattende istandsættelse er at sikre den unikke bygningsarv for fremtiden og gøre den brugbar for nutiden.
Ballonhangaren vil altså fortsat blive benyttet til fritidstilbud bl.a. ridning for børn og unge i Københavns Kommune.
Og samtidig vil hangaren fremover stå som et synligt, historisk pejlemærke for kulturmiljøet, som omfatter det grønne rekreative Amager Fælled og bebyggelsen Ballonparken, der blev opført ved siden af hangaren, til indkvartering af hærens soldater.
Skilt ad
Første del af operationen – nedtagning og systematisk nummerering og kategorisering af bræddevægge, spær og vinduer med mere er overstået, og nu er et nyt hold af tømrere i gang med genopbygning inde bag presenningerne.
”Vi går tre mand på opgaven. Vi kan dårligt være flere heroppe, når vi skal jonglere rundt med tømmer i 7 x 7 tommer og op til ni meters længde. Og i øvrigt hver især have overblik over puslespillet og hvad de andre laver,” fortæller Lars Petersen, og peger på stabler af brædder, som trods foreløbig 100 års levetid er fine nok til at indgå i samlesættet af hallens indervægge.
Sunket sammen
”Sjovt at tænke på, at det nok ikke var meningen, da den blev bygget, at den skulle stå i så mange år. Trods dårligt vedligehold har den klaret sig, og vi kan genbruge meget af det oprindelige træ,” siger Lars Petersen og viser, hvordan brædderne igen skal lægges lagdelt på hinanden.
”De største skader er sket, fordi taget har været utæt og givet frit løb for vand ind på spærene, som så stille og roligt er rådnet og knækket. De skal selvfølgelig udskiftes ligesom de fleste af skråstiverne, der har støttet bygningen, også skal fornyes, fordi de nærmest har stået og suget grundvand op,” forklarer Lars Petersen.
Det forklarer også hvorfor, bygningen er sunket sammen og med tiden er bulet ud for neden og blevet op til en halv meter bredere, end da den blev bygget.
Holder bedre
Ligesom træet og alle andre dele i bygningen, som blandt andet metalhjulene til porten, og vinduer og murværk så vidt muligt skal genanvendes – så genanvendes også de håndværksteknikker, som ballonhangaren blev bygget med, da den blev opført for 100 år siden.
”Ja, vi får tappet, lavet krydskam og sat lidt lus ind her og der og sat dyvler i til den store guldmedalje, som vi ikke har gjort, siden vi var tømrelærlinge,” smiler Lars Petersen. Han indrømmer dog, at ”vi har snydt lidt,” fordi kædesaven har været i brug.
Det var trods alt en hel del nemmere og hurtigere end at bruge bredbilen – en økse specielt udformet til at tilhugge tømmer - som Lars Petersen ellers også har fundet frem fra værktøjskassen med arvestykkerne fra faderens tid som tømre.
”Vi bruger de gamle teknikker og materialer, fordi det faktisk holder bedre med en tapning og dyvler og så selvfølgelig, fordi det er autentisk og ser smukkere ud end sømbeslag af metal.
Tap og dyvel bruges i en samling af to stykker træ i vinkel eller skrå, hvor en tap i endetræet ”låses” i hullet på et andet træstykke med den tværgående runde træprop – en dyvel. Datidens svar på rawplugs og sømbeslag.
På øjemål
”Men alt i alt, når først man har afkodet og forstået bygningen, er det ikke så svært at bruge de rigtige teknikker og samle den igen, som det kan se ud, når man kommer på besøg her,” forsikrer han.
Ét bestemt værktøj – som ellers er meget værdsat og nødvendigt på byggepladser i almindelighed – det digitale mål med vaterpas – til nøjagtig sikring af lige linjer og nøjagtige afstande er røget ned i værktøjskassen igen.
”Det går ikke. Drengene her havde været alt for dygtige,” siger Lars Petersen og nikker anerkendende til kollegerne.
”Da jeg kom tilbage fra ferie, var det blevet alt for pænt. Alt, alt for lige. Bygningen skal jo ikke ligne nybyggeri, og den skal jo også kunne vride og give sig lidt efter vejr og vind.”
”Så vi måtte sjuske det lidt tilbage til de råd- og sætningsskader, som var kommet til over tid, så bygningen lignede sig selv igen,” siger Lars Petersen og fastslår med smil i stemmen:
”Så nu genopbygger vi historien på øjemål,”
