Udendørs fotoudstilling fanger byen i forandring
For fjerde gang gentager Dansk Arkitektur Center (DAC) storsuccesen Fang din by – en fotoudstilling under åben himmel, som i år behandler temaet ’byen i forandring’. Oplev udstillingen på Bryghuspladsen samt rundt omkring i København fra den 7. juni - 30. august. Der er gratis adgang til udstillingen for alle.
I løbet af foråret har mere end 3000 deltagere fra hele landet – alt fra skoleelever til amatørfotografer – indsendt deres personlige bud på, hvordan byrummet formes og forandres over tid. Vinderne og de udstillede billeder er udpeget af en professionel jury, der består af Maja Dyrehauge Gregersen, festivaldirektør for Copenhagen Photo Festival, Janus Engel Rasmussen, foto- og videojournalist, samt Christian Juul Wendell, projektleder ved Bureau Detours.
”Bidragene til Fang din by – i forandring har taget juryen på en tour de force gennem alt fra små havnebyer til landevejsbyer og storbyer. Alle deler de den samme grundlæggende fortælling for os mennesker: vores position midt imellem natur og civilisation. Vi er meget tilfredse med vinderbilledernes narrative og kunstneriske fortolkning af forandring – som for nogen er fremmedgørende, for andre frisættende. Tilsammen skaber de en skæv og modig fortælling gennem underfundige detaljer og et upoleret udsyn,” siger Maja Dyrehauge Gregersen.
Mød udstillingen rundt om i byen
Som noget nyt sender DAC i år udstillingen ud i byens rum, som den netop skildrer. Halvdelen af udstillingen vil igen i år stå fast på Bryghuspladsen, mens den anden halvdel vil turnere rundt mellem Københavns store pladser i hele udstillingsperioden og blive ét med byrummet. Udstillingen kan opleves på Nytorv, Israels Plads, Rådhuspladsen, Kultorvet, Den Røde Plads og Højbro Plads.
Se udstillingsperioderne for de enkelte pladser
Kom til folkelig åbningsfest
DAC inviterer store som små til festlig fernisering fredag den 7. juni. Åbningsfesten starter kl. 16:30 og foregår i sommersolen på Bryghuspladsen foran BLOX med gratis adgang. Her vil vinderne af årets fotokonkurrence blive afsløret, og der vil være kolde øl, friskbagte pandekager og bløde toner.