Koderne til Arne Jacobsens farveunivers er knækket
Farvearkæologer og arkitekter har krattet godt og grundigt i overfladerne og fundet ind til de originale farver, som prydede vægge og træværk i Arne Jacobsens eget rækkehus fra 1951. Mange af de knap 2.000 gæster, der i månedens løb har oplevet det nyistandsatte hus ved Bellevue, har begejstret spurgt til farvekoderne. Værsgo!
To liter hvid, to dråber sort og en dråbe oxidgul. Det kræver mange farveprøver at finde frem til det helt rigtige blandingsforhold, når man skal farvesætte Arne Jacobsens rækkehus anno 1951.

Spisestue
Flügger Archaia 3030-B90G (2,5 liter) + S2020-G (0,5 liter)
Det ikoniske rækkehus på Strandvejen i Klampenborg er netop blevet nyistandsat af Realdania By & Byg. Sideløbende med renoveringen har en farvearkæolog forsigtigt kradset i vægge og træværk og fundet frem til de oprindeligelige farver, det ikoniske rækkehus har haft gennem tiden.

Tegnestuens bagerste rum
Flügger Archaia 3020-B70G
- Til trods for, at alle husets vægge gennem årene har været renoveret og malet rigtigt mange gange, lykkedes det i næsten alle rum at finde små lommer af den originale bemaling, fortæller arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg, Frants Frandsen.

Værelse overfor køkken
Flügger Archaia Græsgrøn (2,5 liter) + hvid (0,5 liter)
Resultatet af det omfattende farvearkæologiske arbejde viser, at Arne Jacobsen har fået opsat grundpapir på de pudsede vægge, som efterfølgende er blevet malet med en traditionel emulsionsmaling bestående af limfarve og linoliemaling i en gennemgående lys cremefarve på de fleste vægge. I flere rum er der dog enkeltvægge i overraskende kraftige farver: Blågrøn, turkis, græsgrøn og okkergul.

Kammer overfor hoveddøren
Flügger Archaia S205-G80Y (1,5 liter) + S3005-G80Y (1,5 liter)
Huset er efter den grundige research nu malet op i de oprindelige farver, og resultatet er blevet vist frem for offentligheden. I den forbindelse har rigtig mange efterlyst farvekoder, men da flere af farverne er håndblandede, har de ikke typiske NCS-koder som på et farvekort.

Kældertrappe
Epoxymaling: Akzo Nobel No Pro Epoxy Gulv S3010-G10Y
- Vi har af gode grunde ikke kunnet finde frem til farvekoder, men vi har i skæret fra en dagslyslampe forsøgt at pejle os frem til de NCS-farvekoder, der ligger så tæt på farveafdækningerne som muligt og nedjusteret ved afsætning af farveprøver, forklarer Frants Frandsen og pointerer, at det er vigtigt at have kendskab til farvepigmenters væsen og opførsel, når man skal nærme sig det oprindelige udtryk.

Alt indvendigt træværk og køkkenskabe udenpå
Jotun Lady Supreme Finish S1002-Y glans 15
Ønsker man at farvesætte magen til væggene på Strandvejen 413, skal man følge opskrifterne, som malerfirmaet Aage Møller & Søn har leveret.

Lille glasbur i kælderen
Flügger Archaia 2496 (3 liter) + 2 dråber sort + 1 dråbe oxidgul

Atelier
Flügger Archaia (2 liter) + S2020-Y (1 liter)