x

Åbent hus i Højergård: Snedkermesteren har restaureret over 60 døre og 70 vinduer

Pressemeddelelse 28. oktober 2019

Om fire dage slår Realdania By & Byg dørene op til den nyrestaurerede Højergård midt i Højer. Her er tre bygninger med hver sin fortælling om den sønderjyske bygningskultur restaureret fra inderst til yderst. Alle vinduer og døre har været en tur forbi den lokale snedker, som bl.a. har repareret rammer, fræset nye profiler og udskiftet ødelagte vinduesruder med fine gamle stykker glas.

– Vinduerne er nok 100 år gamle, og selve træet fejler intet. Vi har været med til at udskifte vinduer, som kun var fem eller ti år gamle, fordi de ikke kunne mere. Men vinduerne fra den gamle Højergård – det er kvalitet – også selv om de skal restaureres.

Sådan lød ordene fra den lokale snedkermester Stephan Wendicke, da han efter mange måneders arbejde i Højergård kunne sætte sidste punktum for en omfattende restaurering i de tre historiske huse, som Realdania By & Byg købte for tre år siden: Stuehuset fra en af områdets store marskgårde, opført i 1823 i traditionel vestslesvigsk byggeskik; en hundrede år gammel villa i storslået tysk hjemstavsstil og en lade fra 1700-tallet.

Tilsammen repræsenterer de tre bygninger tre århundreder, og hver især indeholder de fortællingen om en særlig byggeskik, som er formet af naturen, kulturen og historien. Fredag den 1. november inviteres alle til åbent hus i den sønderjyske bygningskultur og til et kig udenfor og indenfor, hvor vinduer, døre og træværk er nænsomt sat i stand af den lokale snedkermester.

En tur rundt i det samlede Højergård og en optælling af bygningernes mange forskelligartede og detaljerige vinduer og døre viser, at flere end 60 døre og 70 vinduer har været en tur forbi snedkermester Wendickes værksted lidt længere nede ad gaden. Men når man som Stephan har specialiseret sig i at restaurere gamle huse og selv bor i et historisk byhus midt i Højer, så giver det god mening, når han betegner de mange timers snedkerarbejde på Højergård som “megafedt”.

Efter 25 år i branchen og 13 år som ejere af den lokale snedkervirksomhed tøver hverken Stephan eller hans kompagnon Morten Jepsen, når de hævder, at de gamle originale trævinduer er udført i en trækvalitet, som er umulig at skaffe i dag. Vinduerne har en formidabel holdbarhed – også selv om de i mange år har været udsat for vestkystens hårde vind og vejr og ikke har været holdt ved lige.

– Hvis man sammenligner åretegningerne i et nyt stykke træ med åretegningerne i det gamle træ fra for eksempel stuehusets vinduer eller døre, så er der tydelig forskel. Årerne ligger meget tættere i det gamle træ end i det nye, og det skyldes, at det gamle træ er kernetræ. Og det er det allerbedste til vinduer, forklarer Stephan Wendicke.

Godt træ og faglig stolthed

Træ af god og holdbar kvalitet er noget, de to snedkere går meget op i. Godt træ er en del af deres faglige stolthed, og fordi gamle vinduer stort set altid er udført i det gode, stærke kernetræ, tøver de heller ikke, når nogen spørger, om det kan betale sig at sætte gamle, slidte og misligholdte vinduer i stand:

– Selvfølgelig, når blot man bruger de rigtige materialer og metoder og udskifter defekte dele på en ordentlig måde. Med den rigtige istandsættelse kan et 100 år gammelt vindue sagtens holde mange år endnu, siger Stephan Wendicke.

På udkig efter gamle vinduer

For de to erfarne snedkere var skaderne på de gamle vinduer i stuehuset og i villaen på ingen måde afskrækkende. Vinduerne havde flere af den slags skader, som de to ofte støder på, når de restaurerer gamle vinduer: Rådne karm- og rammebundstykker, rådskader på det nederste stykke af sidekarme og lodpost, dvs. den midterste, lodrette del af vinduet, samt rustne hængsler og beslag, løstsiddende eller manglende kit ved ruderne og ødelagte eller smadrede glas.

Alt sammen udfordringer, som de lever og ånder for – faktisk så meget, at de på deres opgaver rundt om i landet altid er på udkig efter gamle kasserede vinduer, hvorfra der måske kan hentes løsdele, den dag et andet gammelt vindue skal repareres.

Gammelt glas med luftbobler

Og netop denne samlermani kom dem for alvor til gode, da de stod med ganske mange af stuehusets vinduer, hvor glasset var så ødelagt eller smadret, at det skulle udskiftes.

– På vores lager var der heldigvis mange af de vinduesrammer, som vi har indsamlet gennem tiden, som havde fint og intakt glas, der matchede glasset fra stuehusets vinduer. Disse stykker glas har vi taget ud og skåret til, så de passer nøjagtig til glasset i de øvrige vinduer. Man kan faktisk ikke se forskel. Det gamle glas i alle vinduer har samme ujævne, lidt bølgede udseende – helt i modsætning til det moderne, plane glas, siger Stephan Wendicke.

Med den rigtige istandsættelse kan et 100 år gammelt vindue sagtens holde mange år endnu

Stephan Wendicke snedkermester

Det bølgede glas, som den sønderjyske snedkermester og hans folk har været heldige at finde rundt omkring, stammer fra forskellige perioder. Nogle af glasstykkerne er mere end 200 år gamle, mens andre “kun” er 70 år. De er alle et produkt af glasproduktioner på forskellige tider, men med spor af tidens tand i form af ujævnheder og luftbobler, der ligner små vandpytter. På grund af forskellighederne har det også været vigtigt at udvælge de enkelte stykker glas med omhu, så de udvalgte, nyindsatte glasstykker “flimrer på samme måde som de eksisterende ruder”, lyder det fra snedkeren.

En stor portion tålmodighed

At restaurere gamle vinduer og døre er ikke et arbejde, der kræver kæmpestore maskiner og avanceret teknologisk værktøj. Tværtimod. Langt det meste af den afrensning og afslibning og tilpasning og udlusning, som er foregået, er sket med håndkraft og med en stor portion omhyggelighed og tålmodighed. Især det sidste er ifølge snedkermesteren afgørende for at lykkes med en restaureringsopgave som den i Højer.

– Alle døre og vinduer er blevet håndteret individuelt, og det samme gælder skabslåger og andet inventar. Der er ikke noget, vi har kunnet “køre på samlebånd”. Ta’ bare et kig på de mange profiler i vinduerne. De er alle vidt forskellige. For at få den helt rette profilering har vi nogle steder skullet bruge to profiljern på bare én enkelt profil, fortæller Stephan Wendicke og fortsætter:

– I en restaureringsopgave som den her er der hundredvis af små ting, som skal passe sammen. Man skal have et øje på hver finger. Og det er langt fra kun et spørgsmål om metoder og teknikker. Når man har at gøre med historiske og fredede ejendomme, foregår meget af arbejdet nemlig på øjemål. Jeg er glad for, at jeg har været tæt på hele tiden, lyder det fra Stephan Wendicke.