Menu

Højer by er ét af de efterhånden sjældne eksempler i Danmark, hvor gårde og byhuse endnu ses side om side. Bykernen består af smalle gader og pladser i et varieret forløb, hvor velbevarede bygninger, opført i traditionel byggeskik med egnskarakteristiske træk, danner et levende kulturmiljø. Højer er rig på arkitektonisk kulturarv, og bykernen rummer en af landets højeste koncentrationer af fredede og bevaringsværdige bygninger.

Vil du med ud og opleve?

Kom med på et tre dages ophold, på den 200 år gamle marskgård placeret centralt i Højer by. 

Deltag i guidede ture, smag på lokal mad, og dyk ned i grænselandets fascinerende kulturarv.

Midt på byens torv har Realdania By & Byg transformeret de to historiske huse samt en ladebygning til mødested for mad- og naturaktiviteter.

Med projektet Marskgården i Højer har ønsket været både at bevare den værdifulde stedbundne bygningskultur, levendegøre de fire bygninger og give dem et nyt indhold og en moderne anvendelse.

Højergård er en klassisk marskgård i vestslesvigsk byggestil og er opført som et længehus. Bygningen har tidligere været en del af et større gårdanlæg med flere bygninger og har i en periode været firlænget. Nu udgøres Højergård af stuehuset fra 1823, en ældre lade fra 1700-tallet mod øst, en villa fra 1906 mod nord og en ny længe fra 2019 mod vest.

Villaen har en helt anden arkitektur og byggestil end Højergård. Den er bygget i andre materialer og med andre byggeteknikker end den vestslesvigske gård, men det er alligevel et typisk hus for Højer og egnens byggeskik omkring århundredeskiftet.

De fire bygninger ligger på en 3 721 m² stor grund.

Projektet Marskgården i Højer føjer sig til rækken af forskellige aktiver i Tøndermarsk-initiativet. I Tøndermarsk-initiativet investerer Realdania, Tønder Kommune, A.P. Møller Fonden samt Nordea-fonden sammen med lokale kræfter over 250 millioner kroner i et massivt løft af marskområdet. Parternes vision er at samle lokale, regionale og nationale kræfter om at udvikle Tøndermarsken, så området igen bliver mere attraktivt at besøge, arbejde og bo i.

Tøndermarsken

Marskgården i Højer er i dag et mødested for lokale mad- og naturaktiviteter i Tønder Kommune.

Projektfakta

Beliggenhed
Torvet 1, 6280 Højer
Anvendelse i dag
Mødested for lokale mad- og naturaktiviteter
Erhvervet
2016
Indviet
2019
Fredet
1950
Byggeår
1823

Nyheder

Se alle

10. september 2025

Pressemeddelelser

Herlighedsværdi i Højer

Den fredede marskgård, ”Højergård”, som for ni år siden blev købt og restaureret af Realdania By & Byg, er til alle sider omgivet af herligheder i form af enestående natur og bygningsarv.

11. februar 2025

Artikel

Egnsbyggeskik fra Sejerø til Sønderjylland

Hvorfor blev nogle sønderjyske bindingsværksgårde i sin tid bygget på en forhøjning? Hvorfor var bindingsværket så spinkelt på gårdene på Sejerø, og hvorfor blev der brugt tang og ikke strå på hustagene på Læsø? Svarene kan samles i ét ord: Egnsbyggeskik. I Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme findes flere eksempler på egnsbyggeskik. Den 25. februar kan du i Odense komme til foredrag om historiske byggeskikke på tværs af landet.

31. januar 2025

Pressemeddelelser

Ny publikation om transformation af historiske bygninger

At omdanne historiske bygninger til nye funktioner kan være nøglen til at bevare og sikre dem for eftertiden – og dermed nedbringe behovet for nybyggeri. I en ny publikation formidler Realdania By & Byg erfaringer med, hvordan man som bygherre kan arbejde med transformationer i krydsfeltet mellem Bygningsreglementets krav og frednings- eller bevaringsværdierne.

13. juli 2023

Artikel

En weekend på marskgården Højergård Bygningskultur og natur i verdensklasse

Oplevelsen af naturfænomenet Sort sol. Fortællinger om arkitektur og kultur. Plukning af østers. Jagt efter urter. Udflugter i Vadehavets storslåede natur. Nyd alle oplevelserne under et weekendophold i den fredede marskgård, Højergård, som Realdania By & Byg har restaureret. Book allerede nu.

Billeder

1/5

Galleri

Restaurering

Marskgården er opført i 1823, og er på facaderne beklædt egnstypiske, hårdtbrændte, røde tegl. Murværket på stuehuset er lagt i krydsforbandt, og udsmykket med mørkbrændte sten ved gavlene og har markante detaljer på murene omkring døre, vinduer, sokkel og gesimser.

Villaen er opført i 1906. Ligesom på det gamle stuehus er facader og beklædt med de egnstypiske røde tegl. Facaden er præget af stor detaljerigdom og gedigne, solide materialer. På villaen tag, er der ligeledes brugt røde tegl.

Ambitionen har været at genbruge så meget som muligt i de gamle bygninger, i det omfang det har kunnet lade sig gøre, og i det omfang det giver mening
i forhold til bygningernes nye funktioner. Med inspiration, i tidligere tiders enkle og snusfornuftige løsninger, som mange husejere gerne sværger til, når løsningerne kan udgøre et godt alternativ til de gængse byggemarkedsløsninger.

Det er Realdania By & Bygs mål at nogle af de løsninger og metoder, som er taget i brug, kan inspirere til, at flere huse fra denne periode restaureres og bevares.

Vil du med indenfor?

Som medlem af Realdania By & Byg Klubben kommer du med på byggepladser og ind i unikke ejendomme, og du følger på nærmeste hold bevaringen og udviklingen af over 500 års dansk arkitekturhistorie.