x

Laveste antal indbrud i private boliger i over 35 år

Pressemeddelelse 21. januar 2020

Fjerde kvartal i 2019 bød på rekord få anmeldte indbrud i private boliger, og nye tal viser, at vi i Danmark i 2019 har oplevet det færreste antal anmeldte indbrud i over 35 år. Bo trygt, der arbejder for at reducere indbrud, mener, at den positive udvikling bl.a. skyldes, at danskerne for alvor er gået sammen om at holde tyvene ude.

Danskerne er for alvor gået til kamp mod indbrudstyvene, og det viser sig nu i indbrudstallene fra 2019, som er de laveste siden begyndelsen af 1980’erne. Danmarks Statistik har netop offentliggjort indbrudstal fra 4. kvartal 2019, og der blev på landsplan anmeldt 7.437 indbrud. Lægger man dem sammen med indbrudstallene fra de første tre kvartaler, giver det i alt 24.553 indbrud i 2019. Der er tale om foreløbige tal, der kan blive justeret en anelse, når alle indbrud i julen er endeligt registreret, men tallet vil ikke ændre sig væsentligt.

"Det er en rigtig god nyhed, at vi har haft så relativt få indbrud i Danmark sidste år, når vi sammenligner med tidligere år. Det er resultatet af mange menneskers, nabolags og organisationers indsats for at gøre livet surt for indbrudstyvene, og det er noget, vi alle bør glæde os over", siger Britt Wendelboe, programleder i Bo trygt-samarbejdet, og fortsætter:

"Frygten for indbrud er noget af det, der påvirker danskernes tryghed allermest i en negativ retning, og derfor er der fortsat brug for, at vi alle sammen gør en målrettet indsats for at holde tyvene ude. Ikke bare af vores eget hjem, men af hele nabolaget."

Bo trygt arbejder for at sænke antallet af indbrud og øge trygheden i danske hjem. Bag indsatsen står TrygFonden og Foreningen Realdania sammen med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Gør det svært for tyvene at komme ind og hold øje med naboens hjem

Hos Bo trygt oplever man en stor interesse for, hvordan man mest effektivt forebygger indbrud –både ved at gøre det sværere at bryde ind ad vinduer og døre og ved at organisere sig med nabohjælp.

"Det bedste, man kan gøre for at forhindre indbrud, er at gøre det vanskeligt for indbrudstyvene at komme ind. Jo længere tid, det tager at bryde ind, jo større er chancen for, at tyvene opgiver. Det er både sund logik og det, videnskaben siger om indbrudsforebyggelse. Nabohjælp er også et effektivt middel til at forhindre indbrud, så jeg kan kun opfordre til, at man downloader Nabohjælps-appen og organiserer sig med sine naboer. Hvis tyvene fornemmer, at der bliver holdt øje ind over hækken, og at alle hilser på fremmede personer i kvarteret, så øges chancerne for, at de lister af igen, fordi de ikke vil genkendes", siger Britt Wendelboe og fortsætter:

"Vinterferien nærmer sig, og vi ved, at antallet af indbrud stiger i ferieperioderne. Så det er et godt tidspunkt lige nu at gå boligen grundigt igennem og foretage indbrudsforebyggende forbedringer. Ud over aktiv Nabohjælp og sikring af døre og vinduer er det eksempelvis en god idé med automatisk lys på grunden og at klippe hækken ned, så tyvene ikke kan skjule sig, mens de forsøger at bryde ind. "

Via appen Nabohjælp kan man organisere sig i grupper af betroede naboer og holde øje med hinandens boliger, fortæller Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, og fortsætter: 

"Der er også mulighed for at dele og modtage beskeder fra andre nabohjælpere i et større område, så du bliver orienteret, hvis der er set mistænkelige personer i kvarteret, eller der har været indbrud i nærheden. 

Nabohjælps-appen kan downloades gratis i App Store 

Indbrud i private hjem i Danmark i 2019

 

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

I alt

Antal indbrud

6.542

4.947

5.627

7.437

24.553

 

Indbrud i private hjem i Danmark i 2015-2018

 

2015

2016

2017

2018

Antal indbrud

33.129

31.885

29.147

29.015