x

Ny rapport: Privat-offentlige bysamarbejder skaber varig værdi

Nyhed 28. februar 2020

Hvad sker der, når private og offentlige aktører finder sammen i lokale partnerskaber og i fællesskab arbejder for at skabe vækst, udvikling og livskvalitet i byområder? En ny rapport samler erfaringer fra ind- og udland, og konklusionen er klar: Privat-offentlige bysamarbejder skaber varig værdi.

Byer er under forandring. Bymidter oplever lukkede butikker; social ubalance i boligområder, ændret demografi og nye krav til klimatilpasning og bæredygtighed. Hvad kan lokale aktører i et byområde selv gøre for at tage hånd om disse og andre af tidens udfordringer? Og hvordan kan en indsats organiseres og drives?

Det var spørgsmål som disse, der i 2017 førte til, at 11 kommuner sammen med KL, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Realdania By & Byg dannede netværket for Privat-offentlige bysamarbejder. Her har private aktører og de deltagende kommuner siden udviklet og afprøvet forskellige former for lokale partnerskaber, ligesom netværket har arbejdet på at belyse kvaliteterne i og erfaringerne med privat-offentlige bysamarbejder i Danmark, Sverige, Norge og andre lande. 

Nu er erfaringerne samlet i en rapport, der netop er udkommet.

Rapporten peger på, at uanset om det handler om at tiltrække arbejdskraft til en by, udvikle detailhandelen, skabe større bosætning, turisme osv., er det afgørende, at flere parter arbejder sammen. En enkelt aktør kan ikke løfte udfordringerne alene. Hvis der for alvor skal findes løsninger, må de berørte parter dele viden og ressourcer i et fælles samarbejde mod fælles mål. Samtidig viser netværkets arbejde, at langt de fleste privat-offentlige bysamarbejder er effektive og skaber varig værdi.

Flere konklusioner

I den netop udsendte rapport ”Privat-offentlige bysamarbejder” er der samlet en række konkrete eksempler på privat-offentlige bysamarbejder herhjemme og i udlandet, herunder Norge og Sverige, hvor man har arbejdet med sådanne partnerskaber i mange år. Hovedkonklusionerne i rapporten er,

  • at partnerskaber om byernes udvikling er effektive og skaber varig værdi
  • at der under netværkets arbejde kun er få aktører, der har efterspurgt en lovgivning om forpligtende bysamarbejder i Danmark, sådan som der findes andre steder i verden
  • at kommunen er en central part i frivillige privat-offentlige bysamarbejder
  • at ejendomsejere med fordel kan spille en central rolle i de danske privat-offentlige bysamarbejder
  • at privat-offentlige bysamarbejder forudsætter enighed om udfordringerne
  • at privat-offentlige bysamarbejder er båret af samskabelse

Inspiration til at samarbejde på tværs

Som inspiration til dem, der gerne vil i gang med at etablere et bysamarbejde om udviklingen af et byområde, uddyber rapporten i et selvstændigt kapitel de overvejelser man bør gøre sig. 

Rapporten peger på, at hvis ønsket er at fremme udviklingen af privat-offentlige bysamarbejder i Danmark, men uden at indføre en forpligtigende lovgivning, er der i høj grad brug for, at de frivillige partnerskabsmodeller, som allerede findes rundt om i landet, fortsat udvikler sig, og at der herfra opsamles viden og erfaringer, som andre kan få gavn af.

Et initiativ, som kan udvikle og fremme flere levedygtige privat-offentlige bysamarbejder, er etableringen af en platform eller en vidensenhed, der kan understøtte de private aktører og kommuner, der giver sig i kast med et bysamarbejde. En sådan enhed findes i Sverige, hvor den har været med til at skabe den nødvendige dialog og involvering af fx ejendomsbranchen og turismeerhvervene. Desuden har den udviklet kurser i de metoder, der knytter sig til privat-offentlige bysamarbejder – for eksempel netværksledelse, samskabelse og place management.

Fakta

Rapporten ”Privat-offentlige bysamarbejder” er en uddybning af det inspirationshæfte, som netværkets formandskab udgav i efteråret 2019. Både rapporten, inspirationshæftet og yderligere information om privat-offentlige bysamarbejder kan hentes på www.realdania.dk/pob og byplanlab.dk

De deltagende kommuner er:

  • Fredericia Kommune
  • Frederiksberg Kommune
  • Gladsaxe Kommune
  • Hillerød Kommune
  • Hjørring Kommune
  • Odense Kommune
  • Slagelse Kommune
  • Varde Kommune
  • Vejle Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Aarhus Kommune

Initiativtagerne til etablering af netværket er Realdania By & Byg, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og KL. Sammen med en repræsentant fra en af netværkskommunerne har de fungeret som netværkets formandskab.

Der har desuden været nedsat en følgegruppe bestående af repræsentanter fra netværkskommunerne, private parter i netværkskommunerne, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Aalborg Universitet København, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, KL, Realdania By & Byg og Realdania. Dansk Byplanlaboratorium har fungeret som sekretariat for netværket i perioden.

Rapporten har fokus på Privat-Offentlige Bysamarbejder (POB), hvor private aktører frivilligt organiserer sig med hinanden og kommunen om at gennemføre en idé. Det kan fx være en række aktiviteter eller projekter med det formål at opgradere et specifikt lokalområde, eller det kan dreje sig om fysiske, indholdsmæssige, kommunikationsmæssige og driftsmæssige tiltag.

Disse bysamarbejder er stærkt beslægtet med Business Improvement Districts (BID) med den forskel, at et BID forpligter alle ejendomsejere i et givet område til at medvirke, når blot flertallet af aktørerne går ind for det. Dette kræver, at der eksisterer en national BID-lovgivning, som gør det muligt, og en sådan lovgivning er der ikke i Danmark.