REGAN Vest søger koldkrigseffekter
Nordjyllands Historiske Museum efterlyser genstande fra Den Kolde Krig til en udstilling i det nye byggeri ved bunkeren REGAN Vest i Rold Skov.
”REGAN Vest, som åbner i oktober 2021, skal være Danskernes Koldkrigsmuseum. Derfor er det vigtigt at kunne afspejle den underskov af protestmusik, fredsforeninger, liberale ungdomsgrupper mm. som befandt sig landet over. Det er også vigtigt at få indsamlet de medier, hvorpå de fik spredt deres budskaber, hvad enten det var gennem plakater, badges, musik, happenings, demonstrationer, kunst eller lign.”, forklarer museumsinspektør Celia Simonsen, der sammen med kollega Thor Bæch Pedersen står for indsamlingskampagnen.
”Vi skulle have været rundt i landet til forskellige byer her i april og møde danskerne, men det har Covid-19-pandemien desværre sat en effektiv stopper for. Men man kan jo håbe, at folk i stedet har fået lidt mere tid til at kigge i gemmerne og finde spændende ting frem til os”, siger Thor Bæch Pedersen.
Hvis man vil donere
Museet har oprettet en mailadresse, som folk, der ligger inde med materiale, kan anvende. Museet beder om et foto af de genstande, man vil donere samt en kort beskrivelse af, hvad det er.
Mailadressen er reganvest@aalborg.dk
Det indsamlede materiale skal indgå i en stor udstilling i det nye museum, REGAN Vest – Danskernes Koldkrigsmuseum, som åbner næste år. Hovedattraktionen er selve bunkeren, som ligger 60 meter under en kridtbakke i Rold Skov. Den blev i al hemmelighed bygget under Den Kolde Krig for at huse regering og embedsmænd i tilfælde af en atomkrig. Derudover bliver der bygget en ny velkomst- og udstillingsbygning, og det er her, museet får brug for danskernes materiale.
Realdania støtter REGAN Vest og den nye udstillingsbygning, som er tegnet af AART architects.