I disse dage begynder den fysiske realisering af Kirstine Roepstorffs gigantiske installation HYDRA. Værket opføres i Kanalbyen i Fredericia, en helt ny bydel, der er er godt på vej til at etablere sig på det kunstneriske landkort gennem moderne kunst i arkitektur og byrum.
Omdrejningspunktet for det seneste kunstprojekt i Kanalbyen er et 9000m2 stort parkeringshus. Her har bygherren A. Enggaard A/S, sammen med Statens Kunstfond og Kanalbyen i Fredericia P/S, inviteret den internationalt anerkendte billedkunstner Kirstine Roepfstorff til at stå for den kunstneriske bearbejdning.
”I et parkeringshus - som er et vilkår i mange byområder og nemt får status af et nødvendigt onde - giver det god mening at skabe en sanselig oplevelse. Huset skal være en stor collage, hvor lyset kan vandre ind fra alle sider. Det skal understøtte lys og liv og være et sted, der vækker sanserne og giver stof til nærvær og måske endda eftertanke” fortæller Kirstine Roepstorff, der efter en årrække i bl.a. Berlin er vendt hjem til sin barndomsegn ved Lillebælt.