Webinar: Tre eksempler på sociale renoveringer
Hvordan kan en renovering skabe mere samvær og fællesskab i et boligområde? Se tre aktuelle eksempler på sociale renoveringer, når AlmenNet og Realdania inviterer til webinar.
En social renovering er når man tænker naboskabet og den sociale sammenhængskraft ind i renoveringsprojekterne. Tanken er, at når man alligevel skal renovere, kan man lige så godt tænke det sociale liv ind sammen med tiltag til energioptimering, tilgængelighed, æstetik og alle de andre elementer, der indgår i en renovering.
På AlmenNet og Realdanias webinar 9. september kan du få indblik i, hvordan en renovering kan understøtte forskellige grader af fællesskaber – fra en uforpligtende hilse-kultur over fællesspisning til nære relationer og venskaber.
Webinaret er for alle aktører inden for det almene byggeri, herunder ansatte og valgte i almene boligorganisationer, samt rådgivere, arkitekter og andre med interesse i sociale renoveringer.