Globale iværksættere skal sikre bedre teknologi til fremtidens byer
8 af verdens mest lovende, nystartede og innovative teknologivirksomheder er netop blevet udvalgt til det danske program Urbantech. Efter sidste års succesfulde forløb skal et nyt hold af startups være med til at sætte turbo på udviklingen af digitale løsninger til fremtidens bæredygtige byer.
Nu skal 8 udvalgte tech-startups være med til at sætte turbo på udviklingen af tech-baserede løsninger til fremtiden bæredygtige byer – både globalt og inden for Danmarks grænser.
Det sker gennem Urbantech – et program for verdens mest lovende, nystartede og innovative teknologivirksomheder, som de tre danske virksomheder COWI, VKR Holding/VELUX og EWII står bag med støtte fra foreningen Realdania og Industriens Fond. Her får de 8 startups mulighed for at skalere og vækste deres løsninger gennem et intenst og skræddersyet accelerationsforløb.
”Urbantech skal mere end bare at skabe nye, spændende tekniske løsninger til byerne. Det er store samfundsmæssige udfordringer, vi søger svar og løsninger på. Løsninger, som f.eks. kan hjælpe byerne i klimakampen og med ressourceudfordringerne, men også med at skabe mere sundhed og tryghed. Ofte kommer nye løsninger i mødet mellem små og store virksomheder, hvor nytænkning kombineres med markedsadgang og skalering, hvilket netop er modellen i Urbantech,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Årets udvalgte startups har stort bæredygtighedspotentiale
Gennem Urbantech samarbejder de udvalgte startups med de tre danske virksomheder COWI, VKR Holding/VELUX og EWII, som skal hjælpe iværksætterne med at videreudvikle deres teknologi og forretninger.
I Urbantech 2020 skal der blandt andet arbejdes med innovative anvendelser af sensorer, nye måder at styre projekter og aktiver i byrummet samt nye tilgange til strategisk indsigt fra datastrømme. Alt sammen teknologier med potentiale til at blive brugt i stort format, hvilket lægger op til betydelige bæredygtighedsgevinster for byer over hele verden.
”Urbantech skal trække innovative produkter, kreative virksomheder, og talentfulde mennesker til Danmark. På den måde opbygges et endnu stærkere dansk økosystem inden for byløsninger. Det skal gavne de etablerede virksomheder i sektoren, men også de iværksættere der fremadrettet skal spire i spændingsfeltet mellem teknologi, bæredygtighed og byggeri,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
Urbantech skaber forretningsmæssige resultater
Det er anden gang, Urbantech løber af stablen. Under første runde, der startede op i 2019, blev der blandt andet arbejdet med udviklingen af nye tiltag, når det gælder gennemsigtige solceller, nye sensorer til forbedring af indeklimaet og sensor-baserede teknologi, der minimerer geotekniske usikkerheder på kæmpeprojekter. Og for mange startups gav samarbejdet et regulært boost til deres kommercielle udvikling.
Men også virksomhedspartnerne ser en forretningsmæssig gevinst ved samarbejdet:
”Morgendagens vindere er de digitale frontløbere. Både når det gælder små og store virksomheder. Og der er ingen tvivl om, at de udviklingsmiljøer, der findes omkring startups er enormt inspirerende for COWI; vi får en indsigt i nye teknologier - også uden for vores egen branche - og vi bliver testet på vores agilitet og kreativitet. Sidste års forløb demonstrerede, hvor meget begge parter kan lære fra hinanden i forhold til at skabe innovative løsninger, der både er kommercielt og miljømæssigt bæredygtige,” siger Lars-Peter Søbye, CEO i COWI.
”Vi ser frem til dette års hold af innovative virksomheder med ideer til bæredygtig udvikling af fremtidens byer. Vores erfaring fra første år er, at denne form for samarbejde beriger begge parter, og arbejdet i Urbantech er desuden en vigtig inspiration for vores forretningsområder – herunder produktudviklingen i VELUX,” siger Mads Kann-Rasmussen, CEO i VKR Holding.
“Vi forventer os meget af Urbantech-programmet, for vi har allerede set, at det kan bidrage væsentligt til vores strategiske udvikling. Iværksætterne bringer både perspektiver og lethed til bordet, og i et godt samspil med os kan vi skabe noget, ingen før havde tænkt på. Denne gang handler det om bæredygtig, digital udvikling af vores byer, og her er der et kæmpepotentiale – for eksempel i form af bygninger, der kan bruges til energi-opbevaring eller kølehuse, der kan digitaliseres. Det er helt aktuelt i forhold til den grønne omstilling, og der er masser at tage fat i,” siger Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII.
De 8 udvalgte startups i 2020
Breeze Technologies
Partners: VELUX & COWI
Breeze Technologies er en startup, der udvikler sensorer fokuseret på luftkvalitet, data og analyse. De leverer hyperlokal luftkvalitets- og klimadata for at hjælpe byer og virksomheder med at designe mere effektive handlingsplaner for ren luft - ved brug af kunstig intelligens og Internet of Things (IoT).
CAALA
Partners: VELUX & COWI
CAALA leverer en digital platform til projektudviklere, ledere og arkitekter til energieffektive og klimaneutrale bygningsdesign. Det digitale værktøjssæt gør det muligt for beslutningstagere at optimere den miljømæssige og økonomiske cyklus for nye bygninger og renoveringsprojekter og derved spille en afgørende rolle i kvælstofreduktion i bygge- og ejendomssektoren.
CLIMAID
Partners: EWII & VELUX
Et dialogværktøj, der samler bygningsdata, analyserer og formidler det, så alle i organisationen forstå dem.
InfoTiles
Partners: COWI & EWII
InfoTiles leverer en løsning, der streamer data fra sensorer, vedligeholdelsessystemer, Open Data og meget mere, hvilket muliggør kontinuerlig analyse og modellering. Dette gør det muligt for ledere at handle på de oplysninger, der generes af storbyer og give dem værktøjer til analyser og forudsigelser. Teknologien muliggør smartere og mere bæredygtige byer.
Linc
Partners: EWII & VELUX
Linc leverer en digital infrastruktur til bæredygtige bygninger og byer. Gennem udvikling af cloud-opkoblet hardware muliggør Linc detaljeret overvågning og styring af energi og andre bygningsparametre. Facility managers, energikonsulenter og forsyningsvirksomheder er i stand til at optimere ressourceforbruget med enkle værktøjer. Det gøres ved at diagnosticere ineffektivitet og maksimere udnyttelsen af vedvarende energikilder.
Solartes
Partners: VELUX & EWII
Solartes udvikler smarte vinduer, der automatisk regulerer indeklimaet og reducerer energitab. Dette opnås gennem deres unikke materiale, der høster og lagrer solenergi i løbet af dagen og senere frigiver energien som varme om natten.
VisiLean
Partner: COWI
VisiLean er en cloud-baseret konstruktions-styringstjeneste, der muliggør mere effektiv planlægning og styring af byggeprojekter. Det giver entreprenører, kunder og tilsynsførende et nøjagtigt billede af aktuel projektstatus i realtid.
WattGlass
Partner: VELUX
WattGlass leverer innovative og bæredygtige belægninger til glas og underlag, der anvendes i produktionsprocessen. Ved at udskifte farlige materialer tilbyder de et renere og sikrere produktionsmiljø med reducerede driftsomkostninger. WattGlass's belægninger er vandbaserede og bruger kommercielt skalerbare processer til at levere funktionelle overflader på industriel skala.
Mere om Urbantech
Urbantech-programmet løber over i alt tre år og inviterer hvert år startups fra urban tech-feltet med i et tre måneders accelerationsforløb med efterfølgende alumne-program. Både danske og udenlandske teknologi-startups kan ansøge om at være med.
Det er anden gang, at 8 startups bliver udvalgt. Første gang var i sommeren 2019. BLOXHUB bliver den samlende venue for alle fysiske events, men grundet COVID-19 vil store dele af programmet i 2020 afholdes virtuelt.
Formålet med Urbantech er at koble danske styrkepositioner inden for arkitektur, design og byudvikling med international ekspertise, teknologisk innovation og forretningsudvikling.
Urbantech er grundlagt af COWI, VKR Holding/VELUX og EWII, som alle investerer både tid og penge i programmet. Urbantech er desuden støttet af foreningen Realdania og Industriens Fond.
Programmet faciliteres af Rainmaking i samarbejde med BLOXHUB, Dansk Design Center, Dansk Arkitektur Center og Amazon Web Services. Rainmaking driver og faciliterer programmet.
Udover virksomhedspartnerne og de filantropiske støttegivere, har Urbantech-programmet omkring 100 mentorer og investorer tilknyttet programmet. De årlige Urbantech-forløb afsluttes efter de tre måneder med en demodag, hvor de 8 startups vil præsentere deres løsninger foran et særligt indbudt publikum af blandt andre danske og internationale investorer og venturefonde.