Danskerne køber hælervarer på nettet i stor stil
Danskerne køber årligt stjålne varer for 2 milliarder kroner, og hæleri foregår i stigende grad på nettet. Det viser en ny rapport. En landsdækkende kampagne fra Bo trygt skal nu gøre op med problemet.
Danskerne skal se sig bedre for, når de shopper brugt på nettet. Hælermarkedet er en milliardforretning, og alene i 2019 købte omkring 250.000 danskere stjålne varer for cirka 2 milliarder kroner. Tidligere blev danskerne tilbudt hælervarer på barer og arbejdspladser, men nu sker det især på internettet, dokumenterer en omfattende undersøgelse af det danske hælermarked.
En stor oplysningsindsats skal nu gøre op med hæleri, der er en væsentlig del af forklaringen på, at Danmark har titusindvis af indbrud i private hjem.
”Hvis du køber hælervarer, bestiller du i realiteten et indbrud og øger risikoen for, at du eller naboen får besøg af indbrudstyve. Danmark har tre gange flere indbrud i private hjem end fx Sverige og Tyskland, så der er god grund til at sætte ind. Hvis danskerne er mere opmærksomme, når de shopper brugt, bliver det vanskeligere for indbrudstyvene at afsætte de stjålne varer,” siger Britt Wendelboe, programchef for partnerskabet Bo trygt, som TrygFonden, Foreningen Realdania, Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd står bag. Bo trygt vil reducere antallet af indbrud og øge trygheden i Danmark – bl.a. ved at mindske efterspørgslen på stjålne varer.
Internettet vokser som afsætningskanal
Danskerne køber årligt omkring 600.000 stjålne varer; fx tøj, parfume, elektronik og designerlamper. En voksende del afsættes på internettet – især på køb- og salgsplatforme og de sociale medier. For blot fem år siden blev danskerne forholdsvis sjældent tilbudt hælervarer på internettet – kun i 35 procent af tilfældene. I 2019 var det vokset til 61 procent – næsten en fordobling, viser undersøgelsen, som Center for Kriminalitetsanalyse har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd.”Rigtig mange danskere – op mod en kvart million – køber stjålne varer. Det er vores klare opfattelse, at langt de fleste gør det uden at være klar over det. Otte ud af ti danskerne synes, det er svært at vurdere, om de brugte varer er stjålne. Mange tror nok, at hælervarer primært sælges i baglokaler på værtshuse, men den forestilling holder ikke. Hæleri foregår i høj grad på nettet, siger Jonas Mannov, som er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
Simple råd mod hæleri
Bo trygt lancerer nu kampagnen ’Hæler? Ikke mig’, der skal hjælpe danskerne til at styre uden om hælervarer på nettet. Kampagnen skal bidrage til at øge danskernes kritiske sans, når de shopper brugt. ”De fleste vil nok mene, der er noget uldent ved det, hvis en handel skal foregå på en rasteplads, eller sælger kun tager imod kontanter. På samme måde skal danskerne være mere opmærksomme, når de handler brugt på nettet. Derfor hjælper vi med nogle enkle råd, så det er nemt at gøre det rigtige: Betal med MobilePay og kig efter NemID hos sælger, så ved du hvem du handler med. Folk, der sælger stjålne varer, ønsker ikke at blive sporet, så hvis de kun vil tage imod kontanter, bør alarmklokken ringe”, siger Britt Wendelboe.Bo trygt!
Bo trygt blev lanceret i 2018 med målet om at reducere antallet af indbrud i private hjem og øge trygheden. De seneste ti år er antallet af indbrud faldet fra 48.670 i 2009 til 24.705 i 2019. Målet er at komme under 10.000 indbrud om året.
Hæler, ikke mig!
• Med Anders Lund Madsen som frontfigur kører kampagnen Hæler? Ikke mig året ud. Danskerne vil især støde på kampagnen på handelsplatforme som DBA, Gul & Gratis og Facebook, da målet er at minde borgerne om de gode råd, når de er ved at shoppe brugt.
• Bo trygt har samlet en række aktører om en fælles indsats mod hæleri. Gul og Gratis, DBA, Forsikring & Pension, Politiet, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen for Dansk Internethandel, Bruun Rasmussen og Lauritz.com deler viden, erfaringer og muligheder for at gøre det sværere at afsætte hælervarer.
Fakta om hæleri
- Det anslås, at 250.000 danskere i 2019 købte 600.000 hælervarer for ca. 2 milliarder kroner.
- Hæleri på nettet er vokset markant de seneste år: 61% af danskere, der blev tilbudt hælervarer i 2019, oplevede det på købs- og salgsplatforme og sociale medier. Det er steget fra 35% i 2015.
- De mest populære hælervarer er bl.a. tøj, parfume og plejeprodukter, designermøbler, boliginteriør, værktøj, computere, tablets, smartphones og andre former for elektronik. Også smykker, sølvtøj og ure er populære hælervarer. Langt de fleste smykker, der ender på hælermarkedet, stammer fra indbrud i private hjem.
- Kilde: Undersøgelsen ’Det danske hælermarked 2014-2019’, der er udarbejdet af Peter Kruize, Center for Kriminalitetsanalyse for Det Kriminalpræventive Råd og finansieret af Bo trygt.