Gentænker håndværkstraditioner in situ
Tiden er vigtig. Både som en forståelse af evolution og udvikling og som varetagelsen af personlig tid og engagement i hverdagen.
Selv fordeler Anupama Kundoo sin tid ligeligt mellem at tegne arkitektur, at forske og at undervise. Hun har selv på nærmeste hold studeret de håndværkstraditioner, hun gentænker. Hun har fulgt indiske håndværkere, lært af dem, diskuteret udvikling af håndværket og har skabt flere af sine projekter, så de har kunnet opføres uden brug af maskiner og med lokale materialer – eksempelvis projektet Voluntariat Homes for Homeless Children i Pondicherry i Indien.
Byggeriet af børnehjemmet Voluntariat Homes for Homeless Children i Pondicherry fremvises på Louisiana under et af udstillingens hovedtemaer ’Tidens arkitektur’. Her afprøves keramikeren Ray Meekers metoder med et byggeri skabt hundrede procent in situ. Huse opføres af håndlavede, ubrændte mursten af ler fra stedet og fyldes med flere mursten. Det hele bliver brændt. Huset fungerer som en ovn, der hærder egne vægge og mursten. De overskydende mursten kan bruges til at færdiggøre resten af byggeriet eller sælges og finansiere nye projekter.
Andre projekter omfatter ’Hut Petite Ferme’ (1990) i den eksperimenterende by Auroville og medvirken i boligprojektet og byplanlægningen ’Line of Goodwill’ som fremvises i Louisianas lokaler under hovedtemaet ’Co-creation’.
Praktisk om udstillingen
Udstillingen ’Arkitekturens værksteder: Anupama Kundoo – Taking Time’ kan ses på Louisiana i perioden 8. oktober 2020 til 31. januar 2021. Udstillingen er et samarbejde mellem Anupama Kundoo og Louisiana – kurateret af museumsinspektør Kjeld Kjeldsen og co-kurator Mette Marie Kallehauge. Udstillingsarkitekt er Brian Lottenburger.