x

Ny VIVE-rapport: Odense lykkes med at få udsatte ud af hjemløshed

Nyhed 7. oktober 2020

Der er god grund til at kigge mod Odense, når man som kommune skal tilrettelægge sin indsats mod hjemløshed. Her er 80 procent af de udsatte borgere i hjemløshed fortsat i en bolig, tre år efter de har deltaget i kommunes Housing First-indsats. Det viser en ny rapport fra VIVE, som er finansieret af Realdania.

Hjemløshed er et stigende problem i Danmark, og ved den seneste tælling i 2019 fandt man mere end 6.000 personer i hjemløshed. Men i Odense har man – modsat andre større byer i landet – oplevet et fald i antallet af udsatte borgere i hjemløshed. 

Siden 2010 har Odense Kommune anvendt den såkaldte Housing First-tilgang på hjemløshedsområdet, hvor borgeren tilbydes en fast, betalelig bolig i et almindeligt byggeri og samtidig får en målrettet social bostøtte. I Odense er indsatsen baseret på et tæt samarbejde mellem kommunen og byens almene boligorganisationer om at skaffe boliger til indsatsen. Derudover står kommunen for at give borgerne social støtte, når de er kommet i bolig. 

Og noget tyder på, at netop den tilgang til arbejdet med hjemløse er værd at lade sig inspirere af. 

En helt ny VIVE-rapport, der kigger nærmere på Housing First-indsatsen i Odense Kommune, viser, at omkring 80 procent af de borgere i hjemløshed, der fik en bolig gennem Housing First-indsatsen, stadig er i bolig tre år efter, de fik tildelt en. De bor enten stadig i den anviste bolig eller er flyttet videre til en ny. Til trods for, at mange af borgerne står uden for arbejdsmarkedet, og mange har behandlingskrævende psykiske lidelser eller misbrugsproblemer, er det med indsatsen stadig lykkedes at hjælpe langt hovedparten med at forblive i en bolig.

Rapport er en del af Realdanias indsats for unge i hjemløshed

VIVE-rapporten er finansieret af foreningen Realdania, der blandt andet arbejder med at bidrage til et øget boligudbud til unge i hjemløshed – med udgangspunkt i netop Housing First-metoden. Realdanias indsats har blandt andet fokus på at øge antallet af boliger til unge i hjemløshed gennem nye former for samarbejder med både almene og private aktører.

En anden del indsatsen handler om at opbygge mere konkret viden om, hvilke typer boligmiljøer, der egner sig til netop unge i hjemløshed og til en ’housing first’-indsats. Og her er VIVE-rapporten om Odense Kommunes indsats et vigtigt udgangspunkt:

”Der er enormt meget læring at hente for andre kommuner og for aktører, der beskæftiger sig med hjemløseområdet, i den måde Odense har organiseret kommunens indsats mod hjemløshed. Rapporten peger blandt andet på, at et tæt samarbejde mellem kommunen og de almene boligorganisationer er vigtig. Men også at hele tankegangen omkring hjemløse bør vendes rundt, så boligen bliver udgangspunktet for en social indsats – og ikke omvendt. Jeg håber, at resultaterne kan inspirere flere kommuner til at arbejde med Housing First i indsatsen mod hjemløshed,” siger Vera Noldus, projektchef i Realdania. 

Odense Kommune deler gerne ud af sine erfaringer

I Odense Kommune ønsker beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro også at udbrede kendskabet til resultaterne fra Odense og lysten til at arbejde med Housing First. 

”I et rigt samfund som Danmark skal vi sætte os det mål at afskaffe hjemløsheden. Det er simpelthen en bunden opgave. Derfor deler vi meget gerne ud af vores erfaringer fra Odense, og så arbejder vi for, at der laves en national plan for området med fokus på både sociale indsatser og billige boliger,” siger Brian Dybro.  

VIVE’s rapport viser også, at Odense Kommunes udgifter til indsatser og ydelser til udsatte borgere i hjemløshed stiger i årene op til boligplaceringen og er høje det år, selve boligplaceringen finder sted, men at de falder igen efter boligplaceringen.

Læs den fulde VIVE-rapport ’Housing First i Odense - En undersøgelse af indsatsens resultater og økonomiske aspekter’ her