x

Dansk Arkitektur Center skruer op for julestemningen

Nyhed 20. november 2020

Julen begynder allerede lørdag den 28. november hos Dansk Arkitektur Center (DAC), hvor der vil være jule- og nytårsaktiviteter på programmet. Her kan gæster blandt andet kreere julepynt i bæredygtige materialer, opleve koncerter eller juleeventyr hver lørdag samt besøge udstillingen Kids’ City.

Bryghuspladsen foran BLOX træder i karakter som ét af Københavns nye, stemningsfulde byrum. Og i Dansk Arkitektur Center skrues også op for stemningen og fællesskabet i den søde juletid. I udstillingen Kids’ City kan man hele december pynte det store juletræ med bæredygtig julepynt, rocke med på god julemusik og rutsje på Københavns længste rutsjebane.

Turprogrammet udvides desuden med en familietur, og der bydes på julestemning i shop og café.  Ekstraaktiviteter og Kids City udstillingen er støttet af den filantropiske forening Realdania og varer frem til den 3. januar.

Se programmet. Dansk Arkitektur Center: Jul i DAC   

Ny guidet tur: ArkitekTUR for familier

Som noget nyt udvider Dansk Arkitektur Center desuden sine guidede ture med en tur for familier særligt tilrettelagt børn i alderen 7-12 år. På turen kommer man med på en sjov og anderledes guidet tur i København og lærer en masse om alt den arkitektur, der omfavner en i bybilledet. Fra vejene vi går på, husene vi bor i og legepladsen, hvor vi gynger. Det foregår hver lørdag 11-12 og 13-14 (fra lørdag den. 28. november). 

Dansk Arkitektur Center tilbyder har også ture til det voksne publikum. På grund af corona-restriktioner er der lige nu et max på 9 deltagere + guiden på hver tur, så her er god mulighed for at komme i dialog med centrets guider. Tag for eksempel med på turen ”Dansk arkitektur i verdensklasse” eller ”Ny dansk arkitektur”. 

Kom ned i tempo og vær kreative sammen

I DAC's familieværksted får de voksne tid til nærvær med børnene, mens de i fællesskab er kreative med deres hænder. DAC byder blandt andet på: 

  • Juleværksted: Når du ser et stjerneskud…
    Hver weekend fra 28. nov. – 20. dec. kl. 11-16
    Tag familien med og fold en stor flot julestjerne af kulørte udstillingsplakater – så bliver det en både smuk og bæredygtig jul. Desuden kan man på egen hånd skabe bæredygtigt julepynt til vores juletræ i Kids’ City.
  • Nytårsværksted: Arkitektur på hovedet – DIY NYTÅRSHAT
    Hver dag fra 26. dec. til  30. dec. kl. 11:00-16:00
    Lav en flot og sjov arkitektur-hat, som udfordrer tyngdekraften og garanteret kan vække smil nytårsaften! Vidste du, at traditionen med at tage en sjov hat på til nytår stammer helt tilbage fra fester i Romerriget? Dansk Arkitektur Center holder traditionen i hævd og inviterer til at designe fantasifulde, høje hatte, som helt sikkert vil vække opsigt til nytårsfesten.
  • HipSomHap – Danmarks bedste hiphop til tweens
    Lørdag den 28. nov. Kl. 13:00-14:00
    HipSomHap skyder festen i gang med sej hiphop for børn. Gruppen, der består af Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad, har med hittet ”Min Far” rundet 2,5 millioner visninger på YouTube. Kom ind og få en hiphop-oplevelse med tekster i børnehøjde og god energi, som kun bliver endnu vildere, når dansere fra Beatjump Dancestudio også går på scenen under koncerten.
  • Esben Dalgaard Andersen fra Tinkas juleeventyr og Juleønsket læser gode julehistorier
    Lørdag den 5. dec. kl. 10:30-10:50 + 12:00–12:20 + 13:30-13:50
    Kom og lyt til gode julehistorier, når Esben Dalgaard Andersen besøger Dansk Arkitektur Center og sørger for hyggelig julestemning med højtlæsning i Salen. Esben Dalgaard Andersen er kendt som nissen Grot i Tinkas juleeventyr og er aktuel som faren i TV2s julekalender Juleønsket.
  • Trolle og Tormods Store Juleshow
    Lørdag den 12. dec. kl. 13:00-14:00
    I Trolle og Tormods Store Juleshow er der masser af nisseskæg, ballade og snevejr, når de to herrer synger danseglade og lærerige sange i den bedste reggae-stil. Trolle og Tormod har de sidste mange år turneret land og rige rundt, og med deres unikke juleshow garanterer vi en skøn reggaekoncert, hvor der også sniger sig noget hård julemandsrock og en sej rødkålsblues ind i programmet.
  • Mek Pek’s Åh Abe Juleshow
    Lørdag den 19. dec.  kl. 13:00-14:00
    Mek Pek’s juleshow er et musikalsk og humoristisk show for børn i alle aldre. Kom med og bliv fyldt med god energi, når Mek Pek synger skønne julesange og klassikerne fra Åh Abe-pladerne – garneret med ”løgnehistorier” fra Mek Pek’s egen barndoms jul.

Også sidste chance for at besøge Kids City-udstillingen

Udover de mange jule og nytårsaktivitetstiltag, er det også sidste chance, hvis man skal nå at se den populære udstilling ’Kids City’, som slutter den 3. januar 2021. Kids City handler om innovativ arkitektur og byggeri med barnet i centrum, hvor man kan lege, bygge og brænde krudt af samtidig med, at man bliver klogere på byens former, figurer, lyde og skala. 

Udstillingen rummer nogle af de bedste installationer og steder, vi kender – eksempelvis kan man rutsje ned af en lille udgave af Bjarke Ingels’ Amagerbakke, lege med skalaen med mini- og maximøbler i tegnestuen COBEs træhuse og klatre i Adepts fleksible legekonstruktion. 

Foreningen Realdania har støttet udstillingen.

Læs mere om Kid's City i DAC.