Grøn byoase i København udvider aktiviteterne
BaneGaarden er Københavns nye grønne baghave og første skridt i udviklingen af et gammelt DSB-værkstedsområde bag Dybbølsbro Station. Foreningen Realdania giver nu 9 millioner kroner til at ildsjæle og iværksættere kan udvide aktiviteterne på BaneGaarden.
På Otto Busses vej finder man DSB’s gamle værkstedsområde. Her er en håndfuld iværksættere og ildsjæle i samarbejde med DSB Ejendomme og Realdania i gang med at omdanne ni gamle trælader til det urbane åndehul BaneGaarden, som åbnede i sommeren 2020.
De gamle trælader stod tomme i 50 år, men nu er de første fire af de forfaldne bygninger ombygget og renoveret med bæredygtige materialer fra inderst til yderst. Med en bevilling på 9 mio. kr. fra foreningen Realdania samt midler fra BaneGaarden og DSB Ejendomme kan de sidste trælader nu også sættes i stand.
På BaneGaarden kan besøgende smage, lære om og inspireres til en grønnere fremtid.
”På BaneGaarden kan besøgende smage, lære om og inspireres til en grønnere fremtid – samtidig vil vi gerne være med til at skabe nye fællesskaber i byen. Hele holdet er stolte af og glade for, at vi nu får mulighed for at fortsætte istandsættelsen af træladerne på samme høje niveau, som de første fire lader,” siger Janne Axelsen, direktør og partner i BaneGaarden.
Jernbaneby undervejs
Udover BaneGaarden er CPH Village, der står bag studieboligerne på Refshaleøen, også flyttet ind i de grønne områder på Otto Busses Vej. Her har de bygget en studielandsby i træ, der er udviklet i harmoni med området. Hele bydelen vil i de kommende år blive udviklet under navnet Jernbanebyen.
”Det har stor betydning for bydelen og for DSB Ejendomme, at vi kan bevare en større del af områdets historie ved at give flere gamle lader nyt liv. Vi ser frem til, at de sidste trælader også sættes i stand, så BaneGaarden kan fortsætte sin udvikling mod at blive Københavns økologiske og innovative madmekka og mødested,” siger Lars Gøtke, underdirektør i DSB Ejendomme.
Det har stor betydning for bydelen og for DSB Ejendomme, at vi kan bevare en større del af områdets historie ved at give flere gamle lader nyt liv.
Et grønt lokomotiv i byen
På BaneGaarden kan man blive klogere på, hvordan man kan skabe små grønne oaser i sit eget liv – ingen løftede pegefingre, men inspiration til praktisk handling.
”BaneGaarden blev i løbet af sommeren hele byens baghave med stort engagement fra ildsjæle og iværksættere. Hele området ved Otto Busses Vej har potentiale til at blive et hotspot for alternativ og bæredygtig byudvikling i København, og den udvikling vil vi gerne være med til at kickstarte. Samtidig giver de gamle trælader en særlig stemning, hvor fortidens og fremtidens København mødes,” siger filantropidirektør Nina Kovsted Helk fra den filantropiske forening Realdania.
Som en del af projektet med renovering af træladerne bliver der udarbejdet et videngrundlag og en eksempelsamling for fleretagers træbygninger med udsatte trækonstruktioner.
Følg med:
– dog er aktiviteterne på lavere blus grundet corona.