Menu

Ni gamle sorte trælader i forfald

I et gammelt industriområde på Otto Busses Vej centralt i København, finder man DSB’s gamle værkstedsområde. Her stod ni gamle sorte trælader i forfald. Træladerne blev oprindeligt brugt som opbevaringslager til træ, men mistede deres funktion, og i de sidste 50 år har tidens tand tæret på laderne.

Det arkitektoniske udtryk skal bevares

Vi støtter renoveringen for at bidrage til en ny attraktion i området, der fastholder stedets identitet og sætter bæredygtighed, fællesskaber samt det gode, sunde liv på dagsordenen. 

I første omgang blev fem af de ni lader renoveret. Med en merbevilling fra os på 9 millioner kr. i november 2020 er de resterende lader nu i gang med at blive renoveret. Bygningerne bliver istandsat med respekt for deres arkitektoniske udtryk, med bæredygtige materialer og holdbare løsninger samt udstyret med nødvendige installationer. Det samlede historiske kulturmiljø bliver således revitaliseret og tilgængeliggjort til glæde og gavn for københavnere med smag for grønne madoplevelser i et ganske særligt sted midt i byen. 

Grøn læring og næring

Bag BaneGaarden står fire ildsjæle og iværksættere med stor erfaring inden for grøn mad og gamle bygninger. Missionen er at gøre BaneGaarden til et grønt fyrtårn fyldt med grøn læring og næring. BaneGaarden er et univers, hvor man kan spise, handle, opleve og tage læring med hjem samt en platform for mennesker, der vil være med til at gøre verden grønnere.

BaneGaarden åbnede i august 2020 og har siden taget form i takt med at håndværkere har arbejdet på istandsættelsen af alle ni lader.

Udover BaneGaarden er CPH Village, der står bag studieboligerne på Refshaleøen, også flyttet ind i de grønne områder på Otto Busses Vej. Her har de bygget en studielandsby i træ, der er udviklet i harmoni med området.

Projektfakta

Beliggenhed
Otto Busses Vej 45, København SV
Projektperiode
2019 -
Støttebeløb
14 mio. kr.
Websites

Billeder

1/15

Nyheder

Se alle

24. juni 2024

Artikel

Medlemsarrangement: Fra forfald til storbyens grønne oase

Haver, hønsehuse og højbede skaber rammerne om et grønt og mere bæredygtigt liv på et sted midt i København, der har været gemt og glemt siden 1950’erne. Realdanias medlemmer tog på tur på BaneGaarden for at høre om områdets store forvandling.

9. november 2020

Pressemeddelelser

Grøn byoase i København udvider aktiviteterne

BaneGaarden er Københavns nye grønne baghave og første skridt i udviklingen af et gammelt DSB-værkstedsområde bag Dybbølsbro Station. Foreningen Realdania giver nu 9 millioner kroner til at ildsjæle og iværksættere kan udvide aktiviteterne på BaneGaarden.

7. september 2020

Pressemeddelelser

BaneGaarden åbnet: Grøn oase skal være bæredygtigt lokomotiv for Københavns ny bydel

Første skridt i udviklingen af Jernbanebyen mellem Vesterbro og Sydhavnen er åbnet – en byoase dedikeret til grøn læring og næring er klar til indbyggerne i København.

3. april 2019

Pressemeddelelser

Ungdomsboliger og øko-brug på vej til DSB’s værkstedsområde i København

På DSB’s gamle værkstedsområde på Otto Busses Vej i København vil unge studerende snart kunne flytte ind i en lækker ny studiebolig. Samtidig bliver det muligt at opleve, sanse, røre og spise økologisk dyrkede grøntsager i forbindelse med, at DSB’s gamle trælader fra 1900-tallet får nyt liv som samlingssted for lokalbefolkning og besøgende. Det sker, når CPH Village og projektet BaneGaarden slår dørene op til deres nyeste projekter.