Det Kongelige Bibliotek i Aarhus vinder RENOVER prisen 2020
Holdet bag renoveringen af Det Kongelige Bibliotek i Aarhus kan kalde sig danske mestre i bygningsrenovering, efter at de tirsdag aften blev kåret til vindere af RENOVER prisen.
Næste gang de studerende i Aarhus møder ind for at fordybe sig eller skrive opgave i Det Kgl. Bibliotek i hjertet af Aarhus, er det ikke et hvilket som helst bibliotek, de sætter sig i: Det er Danmarks bedste renovering. Tirsdag aften vandt Det Kgl. Bibliotek nemlig RENOVER prisen 2020 sammen med en check på 100.000 og en eftertragtet prisstatuette for sin transformation fra klassisk bibliotek til et moderne og bæredygtigt samlingspunkt.
Efter en gennemgribende renovering er der nemlig skabt mere areal og bedre faciliteter til brugerne i biblioteket – men uden at ændre på bygningens ikoniske ydre. Lukkede serverrum er blevet til åbne studiepladser, et solcelleanlæg på taget sørger for grøn energi og den nye bibliotekshave har givet nyt liv til den gamle bygning. Renoveringen har også sat sit sociale aftryk, så biblioteket nu er blevet til samlingspunkt på campus med hele 30 pct. flere besøgende.
Det er et valgkollegie bestående af 70 medlemmer fra byggebranchen, der har stemt Det Kgl. Bibliotek helt øverst op på vinderpodiet. Formand for RENOVER prisens nomineringsudvalg, kalder det en fortjent vinder:
”Det er et fremragende renoveringsprojekt, hvor man med renoveringen har skabt et oplevelsesrigt rum med en inviterende stemning, samtidigt med at de eksisterende kvaliteter er respekteret. Man fornemmer klart, at det er et socialt mødested, hvor man udveksler holdninger og møder nye bekendte,” siger Gøsta Knudsen, formand for nomineringsudvalget og tidligere stadsarkitekt i Aarhus.
Overraskende besøg ved lokal fest
Der var i alt 162 projekter indstillet til RENOVER prisen 2020. Ud af dem blev seks nomineret til prisen, og tirsdag aften kunne Det Kgl. Bibliotek i Aarhus så efter mange måneders venten løfte det orange pristrofæ.
Selvom Covid-19 satte sit aftryk på prisuddelingen, der blev transmitteret digitalt med lokale fester hos hvert af de nominerede projekter, var jublen stor, da vinderholdet fik et overraskende besøg af en repræsentant fra RENOVER prisen med nyheden om, at de havde vundet prisen.
De to bygherrer bag renoveringen havde nemlig været tæt på at opgive vinderdrømmen:
“Det er en kæmpe overraskelse, for de andre projekter var jo virkelig gode og havde rigtig meget at byde på, så jeg nåede faktisk helt at miste troen. Jeg tror dog, at vi har formået at ramme noget helt specielt i tidsånden med vores renovering, der har skabt en samhørighed og bragt fornyet liv og energi,” fortæller Thomas Dau Larsen og suppleres af Ulla Eltang Sylverstersen:
“Vi har også fokuseret på bæredygtighed på flere parametre, ikke kun ved at bruge eksklusive materialer, men også socialt ved at åbne bygningen for alle. Det er ikke et sted, der bare er forbeholdt en lukket kreds, men rent faktisk noget som hele byen kan bruge, så det er dejligt, at andre også kan se værdien i det.”
Særlig hæder til unikt projekt
Udover RENOVER prisen blev også Specialprisen uddelt tirsdag aften. Specialprisen går til et unikt, originalt og særligt projekt, der måske ikke lever op til alle RENOVER prisens kriterier, men som stadig fortjener hæder.
Prisen gik i år til Ungdomsøen, der er et forbilledligt eksempel på, hvordan unge ildsjæle kan skabe liv i gamle rammer. Ungdomsøen markerer transformationen af Middelgrundsfortet fra en historisk militærinstitution til et udviklingscenter, hvor hele Danmarks ungdom kan mødes til events, kurser og sociale aktiviteter.
De nominerede til RENOVER prisen 2020
Bygningens oprindelige ydre er bevaret, og selv om vinduesruderne er skiftet ud til energiruder, er de oprindelige rammer og karme bevaret, både for arkitekturen skyld, og fordi trækvaliteten var i top. En grønnegård er blevet forlænget nedad, så der er skabt dagslys til den nederste etage og en ny gårdhave, der ligger i forbindelse med kantinen.
Et hovedgreb har været at fjerne dækket mellem bygningens to etager, så der er skabt et stort atrium, der rummer ankomst, reception, siddepladser og mulighed for afholdelse af større arrangementer. Rum, der før var dunkle, får med det nye atrium nu masser af dagslys suppleret af skærme med lysreflekterende materiale på bagsiden. Skærmene er også med til at forbedre akustikken, lige som der i hele huset er foretaget akustikregulering. Tekniske løsninger er udført, så det er muligt at demonstrere, hvordan de fungerer. Bygningen er blevet DGNB-certificeret – et bevis på et bæredygtigt projekt.
Parter bag projektet
Bygherre: AFRY
Bygherrerådgiver: AFRY
Arkitekt: Erik Arkitekter
Ingeniør: AFRY
Entreprenør: Henrik Kristoffersen A/S, Bravida A/S, Kurt Nielsen A/S, Skibild Anlægsgartner, Post & Vestergaard A/S, HB Trapper & Stål A/S, Lund & Erichsen A/S, Sejer Pedersen A/S, Dominus, Hansen & Mortensen A/S, Multiglas, Eiler Thomsen Alufacader, Sørens Tagdækning A/S, Dansk Gulvmontage, Thisted Kloakservice, CO2 Pro ApS, Lindpro A/S
Udefra er renoveringen usynlig, og indendørs skal man kigge godt efter, for nye tiltag er udført med respekt for den oprindelige bygnings arkitektur og materialer. I kælderetagen var der før lukkede funktioner som depoter, tidsskriftmagasin og serverrum, men i dag er der lyse og behagelige omgivelser med studiepladser og afskærmede rum i rummet, hvor de studerende kan holde ’frikvarter’ i forskellige møbelgrupper, bordtennisrum og rum til afslapning.
Centralt i bygningen ligger et stort atrium, der går gennem flere etager. Det blev skabt i 1990’erne sammen med en stor rotunde, som i dag er fjernet, så atriet er blevet omdannet til bibliotekshave med masser af dagslys og kig gennem bygningen. Universitetsparkens organiske former har været inspiration for interiørets kurvede møbler og inventar, og den gemte bogsamling i bogtårnet har dannet forlæg for den flere etager høje bogreol, der er et markant element i både kælderen og atriet.
Parter bag projektet
Bygherre: Det Kgl. Bibliotek
Arkitekt: Arkitema Architects
Ingeniør: Moe
Entreprenør: Enemærke & Petersen, Elcon, Åbyhøj VVS
Kedelhallens store skorsten og enkle arkitektur med røde teglmure fortæller en tydelig historie om bygningens oprindelige funktion. Det ydre er bevaret, og vinduerne er skiftet ud til nye energiruder med samme opdeling som de gamle, der har fået nyt liv som rumdelere indenfor.
Inde i hallen står den oprindelige tagkonstruktion og store installationsrør som vidnesbyrd om den tidligere funktion, mens en ny indvendig vægbeklædning af krydsfinerplader tilfører bygningen et nyt lag. Det er funktionelt, da det skjuler både varme- og lydisolering, og træet giver modspil til den industrielle stemning i den store hal. De nye lokaler har givet stor trivsel blandt medarbejderne, og hvor alle møder før blev afholdt ude hos kunderne, bliver kunderne i dag inviteret til kedelhallen.
Parter bag projektet
Bygherre: ZENI arkitekter A/S
Arkitekt: ZENI arkitekter A/S
Ingeniør: AVNØ Byggerådgivning ApS
Entreprenør: Torps Efterfølger ApS v/ Henrik Frees, Chr. Johannesen A/S, Math. Hendes EFTF. A/S, Genner EL A/S, Airteam A/S, Niels A. Nielsen & Søn A/S, Tarpgaard A/S, Keflico A/S
Facaden, der vender mod søen, er udskiftet til en stor glasfacade, der giver en betydelig energiforbedring. Foran facaden er etableret en svalegang, der fungerer som flugtvej og giver mulighed for, at eleverne kan opholde sig udendørs i både timerne og frikvartererne. Svalegangen er så bred, at der er plads til siddemøbler, og den giver afskærmning, så solen ikke bager direkte ind i lokalerne.
De bærende vægge mellem faglokalerne er bevaret, men der er slået huller i dem, så flere rum hænger sammen og giver forskellige muligheder for ophold. Fællesarealerne er opgraderet med ny farvesætning, forskellige møbelgrupper og farverige lockers, så eleverne kan vælge at opholde sig forskellige steder med hver sin stemning. I hele udskolingen er der forbedret lys, ventilation og akustik, der gør indlæringen bedre.
Parter bag projektet
Bygherre: Faaborg Midtfyn Kommune
Arkitekt: Arkitektfirmaet Charlotte Folke ApS
Ingeniør: Ingeniør’ne
Entreprenør: Odense Nedbrydning, Toft Entreprise, Carsten Knudsen, Peter Thuesen, Ausnlev Tæppe- og gulvbelægning, Midtfyns VVS & Smedie, HJ Ventilation, Fyens Energiteknik, Faaborg EL, Årslev Malerforretning, ABA Siemens, G4S.
På Nørrebro i København ligger en beboelsesejendom fra 1906 med murede facader og dekorative elementer typisk for tiden. Efter en renovering står den bevaringsværdige ejendom stadig med de historiske facader intakte, mens lejlighederne er blevet moderniseret. Projektet har haft fokus på bæredygtighed, og ejendommen er blevet DGNB-certificeret.
Tagetagen er nybygget med stejlere taghældning, så der er blevet plads til syv nye tagboliger og både private og en fælles tagterrasse. I tagbeklædningen er der integreret solceller, og på de fladere dele af taget er der sedum, der suger regnvand. Alle ejendommens lejligheder har fået altaner, og vinduerne er skiftet til nye energivinduer, der minder om de gamle og har trukket glas i den yderste ramme.
Det har været et stort puslespil at flytte vægge og lægge lejligheder sammen, så alle boliger nu får lys fra flere sider, og de fleste lejligheder er blevet større. Det gør det muligt for familier at blive boende, så beboersammensætningen er blevet mere varieret. Stuk og paneler er genskabt uden på den indvendige isolering, så der stadig er en stemning af fortiden på samme tid, som fremtiden viser sig med nye præfabrikerede badeværelser, nye køkkener, nyt varmesystem og nyt decentralt ventilationssystem.
Parter bag projektet
Bygherre: Drost Fonden
Bygherrerådgiver: Arup&Hvidt
Arkitekt: Krydsrum Arkitekter og Rönby.dk
Ingeniør: Falkon og Ekolab
Entreprenør: Juul&Nielsen, KES Køng, KBS Byg, Christoffersen & Knudsens Eftf., Smock Ventilation, Fugmann
Alle bygninger har fået nye facader af teglsten, nye altaner og nye energirigtige vinduer, og nogle blokke har fået trappetårne med elevatorer, så der i dag er niveaufri adgang til en tredjedel af lejlighederne.
Et hovedgreb har været at åbne mod omgivelserne, og det er sket ved at nedlægge en række opgange og etablere en stor port ud mod vejen. Herfra er alle velkomne i områdets helt nye udearealer med et stort udvalg af aktiviteter, et stisystem med sammenhæng til en offentlig natursti og en særlig belysning, der udover tryghed skaber variation i området, fordi lysets farve skifter.
Nogle af blokkene har fået revet de øverste etager ned, så de i dag står som rækkehuse og bidrager til en varieret bebyggelse med flere forskellige boligtyper end før. Alle lejligheder er blevet moderniseret med nyt varme- og ventilationssystem, nye køkkener og badeværelser.
Parter bag projektet
Bygherre: Bomiva, Vestervang/Vestervænget
Bygherrerådgiver: Kuben Management, Aalborg
Arkitekt: Dorte Sigh v/ MEISSNER + SIGH og Henning Pedersen v/ ERIK arkitekter
Entreprenør: Murerentreprisen ved Mads Ginnerup og tømrerentreprisen ved Niels Thomsen.