x

Fredericias nye campus skal ligge i Kanalbyen

Nyhed 16. december 2020

Der er mere byliv og mangfoldighed på vej til Fredericias nye bydel ved Lillebælt. Fredericia Kommune køber en attraktiv grund i Kanalbyen til brug for byens nye uddannelsescampus.

Mandag den 14. december godkendte Fredericia Byråd købet af en attraktiv grund i Kanalbyen for at etablere kommunens andel af en uddannelsescampus i den nye bydel ved Lillebælt.

- Det er rigtig dejligt, at det nu ligger fast, at Fredericias nye uddannelsescampus skal ligge i Kanalbyen. Projektet er inde i en meget positiv udvikling, hvor placeringen af campus er det seneste vigtige skridt på vejen til at realisere partnerskabets vision. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et stort aktiv for bylivet, for mangfoldigheden og for tiltrækningskraften i den nye bydel, siger adm. direktør i Realdania By & Byg Peter Cederfeld.

Realdania By & Byg står sammen med Fredericia Kommune bag udviklingen af en attraktiv og moderne bydel på de tidligere, centralt beliggende industrigrunde.

Større campusområde

Det er tanken, at Fredericia Kommunes byggeri skal udgøre kernen i et større campusområde, og med byggeriet igangsættes processen med at samle flere lokale uddannelser, skabe et attraktivt uddannelsesmiljø og tiltrække nye uddannelser.

”En uddannelsescampus i Kanalbyen med et sammenhængende ungdoms- og uddannelsesmiljø bliver et kæmpe aktiv for hele Fredericia og vil bidrage til den fortsatte positive udvikling af midtbyen. Og lige så vigtigt, så vil campus kommer til at styrke bosætningen i hele Fredericia Kommune, da flere får mulighed for at uddanne sig og bo i Fredericia”, siger borgmester Jacob Bjerregaard. 

Fredericia Kommune skal sammen med lokale uddannelsesinstitutioner gennemføre en proces, hvor den samlede vision for campus skal udvikles og foldes ud. Visionen skal beskrive, hvordan campus skal skabe rammerne for nye læringsformer med et samlet uddannelses- og studiemiljø for de studerende og underviserne. 

Visionen om campus skal med de involverede parter sætte høje standarder for et campusbyggeri og skabe muligheder for mest mulig synergi og sambrug af lokalerne – både mellem uddannelserne og med den øvrige midtby.