x

Madkultur og arkitektur: Kornets Hus åbner i Nordjylland

Pressemeddelelse 4. december 2020

Nordjyllands nye madkulturhus tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter åbner den 12. december. I og omkring huset syd for Hjørring kan man dyrke, høre om, bage med og smage på historiens vigtigste fødevare – kornet.

Dækket af brændte teglsten rejser Kornets Hus sig på en kornmark midt i det nordjyske landskab med en ambition om at begejstre og berige børn og voksne – fagfolk og amatørbagere – med bageglæde, fællesskab og nye smagsoplevelser. Bygningens aktiviteter er tydeligt afspejlet i arkitekturen, da huset ligner både et traditionelt dansk landbrug og en gammeldags bageovn set udefra.

Verdens vigtigste historie

”Kornets Hus er en gave til alle nordjyder og madelskere fra hele landet. Vi glæder os til at inspirere de besøgende og give dem både brugbar viden og nye smagsoplevelser,” siger centerleder Johannes Haandsbæk Vestergaard.  

Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S. Han er også kendt som manden, der for årtier siden genintroducerede spelt til de danske husholdninger. 

”Kornets Hus fortæller verdens vigtigste historie. Efter et helt livs arbejde med at udforske kornets mange muligheder og perspektiver er det et stort privilegie at få lov at se huset blive en realitet. Vi er meget taknemmelige og ydmyge over den store opbakning, vi har oplevet fra lokalområdet og de trofaste bidragsyderne. Nu glæder vi os bare til at dele stedet med andre,” siger Jørn Ussing Larsen. 

En ovn i landskabet

Kornets hus er bygget, så det illustrerer projektets værdier og mål. De brændte tegl på ydersiden ligner i sig selv et pandekagehus. Bygningen er tegnet af Reiulf Ramstad Arkitekter, en af Norges mest anerkendte tegnestuer. Projektet er støttet af Hjørring Kommune samt en række fonde og foreninger. Foreningen Realdania arbejder med at skabe udvikling uden for de største byer i Danmark:

”Vi håber, at huset bliver en succes som madkulturelt mødested i det nordjyske. Kornets Hus er en særlig bygning på et sted med en masse oplevelser for både lokale og besøgende. Aktiviteterne vil skabe liv i området for blandt andet børnefamilier, fritidsbagere og fagfolk. Samtidig afspejler bygningens udseende indholdet på en fin måde – og jeg er sikker på, at arkitekturen også vil være med til at tiltrække gæster fra hele landet,” siger Stine Lea Jacobi, programchef i foreningen Realdania.

Det færdigindrettede hus rummer både et stort åbent bageri, hvor gæster inviteres indenfor til at deltage i alt fra pizzabagning for hele familien, kage-konkurrencer og nørdede surdejskurser samt en spændende interaktiv udstilling, som følger kornets store indvirkning på vores kultur helt fra bondestenalderen 4000 år f.Kr. og frem til nutidens bage-entusiaster.

Corona har lagt en dæmper på den store åbningsfest, som er udskudt til foråret, men i december er der åbent for juleaktiviteter. Huset åbner uofficielt med julestue den 12.-13. december og igen den 19.-20. december. Adressen er Guldagervej 501, 9800 Hjørring.

Fakta

Idéen til Kornets Hus er skabt af Jørn Ussing Larsen, medstifter af det økologiske bageri og mølleri Aurion A/S, og er gennem de senere år blevet færdigudviklet af lokale ildsjæle i Foreningen Kornets Hus. Projektet realiseres af en række bidragsydere, herunder den filantropiske forening Realdania, Nordea Fonden, Hjørring Kommune, ENV Fonden, Spar Nord Fonden, Holkegaard Fonden, LAG Nord, Foreningen PlanDanmark og Sparekassen Vendsyssel Fond.