De første 1.000 er flyttet til Nærheden
I foråret 2018 begyndte flyttebilerne at rulle ind i den nye bydel Nærheden, som Realdania By & Byg arbejder med at udvikle i Hedehusene. Siden er det gået stærkt. Bydelen har nu rundet 1.000 beboere.
Byudviklingsprojektet Nærheden, som Realdania By & Byg står bag i partnerskab med Høje-Taastrup Kommune, har fart på. Der er fuld gang i byggeriet, og praktisk talt hele byudviklingsområdet er solgt til investorer, som i de kommende år skal opføre mange flere boliger, både ejer- andels- og lejeboliger.
- Nærheden er et alternativ til de klassiske forstadskvarterer, hvor man bor i parcelhuse eller i boligblokke. Det er en anden og mere varieret arkitektur, og der er lagt stor vægt på gode rammer for fællesskab og på nærheden til naturen. Vi kan se, at den måde at bo på rammer plet. På mindre end tre år har vi rundet de 1.000 indbyggere i bydelen, fortæller Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.
Den hastige tilflytning forventes at fortsætte i de kommende år, hvor endemålet er 7.000 beboere i 2028. Nærhedens beboere har allerede nu glæde af en stor dagligvarebutik og springcenteret, som ligger midt i Nærheden. Til sommer åbner en helt ny skole, og over de kommende år bygger NærHeden P/S kvarterhuse, som bliver fælles for beboerne i de enkelte dele af Nærheden.
Beboer nr. 1.000
Onsdag den 27. januar markerede byudviklingsselskabets projektdirektør Ole Møller og borgmester Michael Ziegler milepælen sammen med Carsten Schjerning, der netop er flyttet til Nærheden fra Roskilde Kommune. Han fik her overrakt et gavekort til en lokal forening som bydelens beboer nr. 1.000.
- Vi har valgt Nærheden på grund af kortere afstand til min søns skole, og fordi man kan komme hurtigt til København. Og så glæder jeg mig til at udnytte den korte afstand til Hedeland med gåture og cykling, fortæller Carsten Schjerning.