Nyt dansk mentorprogram søger talentfulde tech-startups
Det internationale program Urbantech, der hjælper de bedste tech-startups i verden med at skalere og vækste, har fået en dansk lillebror. Realdania og Industriens Fond, der står bag begge indsatser, håber at give et tiltrængt rygstød til nye danske tech-iværksættere med potentiale til at sætte turbo på udviklingen af bæredygtige byer.
Sådan lyder det fra Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania, om det helt nye mentoring-program, der skal give nystartede danske tech-startups mulighed for at få et afgørende rygstød. Et rygstød, der potentielt kan give adgang til det internationale accelerationsprogram Urbantech eller på anden vis booste deres virksomhed.
I hovedprogrammet Urbantech udvælges verdens mest lovende, nystartede og innovative teknologivirksomheder til et intenst og skræddersyet accelerationsprogram med støtte fra den filantropiske forening Realdania, Industriens Fond samt virksomhederne Cowi, VKR/Velux og EWII. Her får de mulighed for at skalere og vækste deres løsninger i samarbejde med de danske virksomhedspartnere med det formål at sætte turbo på udviklingen af digitale løsninger til fremtidens bæredygtige byer.
Nu skal flere danske startups have mulighed for at vokse og få del i Urbantechs tilbud og økosystem. Derfor lancerer Realdania og Industriens Fond en ny dansk lillebror, der går under navnet Urbantech Mentoring, som netop har åbnet for ansøgninger.
Målgruppen er startups i det tidlige stadie
Her er målgruppen udelukkende danske startups, der udvikler ny teknologi med potentiale til at forme fremtidens byudvikling. Men i modsætning til hovedprogrammet Urbantech er Realdania og Industriens Fond på udkig efter 15-20 danske startups, der stadig er i det helt tidlige stadie, men som har et ekstraordinært potentiale. Håbet er, at de gennem det nye mentoring-program kan udvikle sig og vokse til en ny generation af danske urbantech-startups.”Arbejdet med iværksætteri i byggebranchen har vist os, at der findes en spændende underskov af danske iværksættervirksomheder. De kan bringe ny teknologi og bæredygtige forretningsmodeller ind i sektoren, og med den rette hjælp kan de udvikle sig til vækstvirksomheder, der bidrager med innovation og unikke kompetencer til det danske økosystem. Den udvikling vil vi gerne bidrage til,” siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond.
I Urbantech Mentoring får de udvalgte tech-startups adgang til programmets frivillige mentorer, som har både forretningserfaring og branchekendskab, og som vil stille begge dele til rådighed for at løfte de enkelte startups mest muligt. Det betyder, at de danske startups vil kunne springe en række typiske udviklingstrin over og rykke endnu hurtigere, ligesom de vil få hjælp til at styre uden om dårlige valg eller beslutninger, som mentorerne måske har dyrtkøbte erfaringer med fra tidligere.
Del af et økosystem
Urbantech Mentoring drives af Rainmaking i samarbejde med BLOXHUB – en innovationshub i Danmark, der arbejder med bæredygtig byudvikling. Her ser CEO, Torben Klitgaard, frem til at byde de udvalgte danske startups velkommen i BLOXHUB og dermed også i Urbantechs internationale økosystem.
”Med Urbantech Mentoring får vi en ekstra dimension til glæde for det brede samarbejde i hubben med at forme fremtidens byggeri og byudvikling. De deltagende iværksættere får adgang til alt det bedste, vi har at tilbyde aktører i det danske økosystem”, siger Torben Klitgaard.
I Rainmaking er meldingen til de danske startups fra Community Manager Laura Katzensteiner klar: Søg nu!
"Innovationsforskerne har ret: Gode mentorer tidligt i forløbet gør en kæmpe forskel for startups. For at få den fulde effekt skal der koordinering, facilitering og opfølgning ind over. Det er det, vi bringer til bords, og vi glæder os til at komme i gang,” siger Laura Katzensteiner.