x

140 års ærgrelse er endelig slut

Artikel 4. marts 2021

Dén ærgrelse, som finansmanden C.F. Tietgen oplevede, da han i 1880’erne ikke kunne færdiggøre sin bebyggelse rundt om Marmorkirken i København, er snart slut. For ti år siden indviede Realdania By & Byg en ny ejendom på Tietgens tomme hjørnegrund og nu anlægges en lille have. Dermed kan der sættes punktum for den næsten 140 år lange byggesag.

Når et lille nyt haveanlæg til sommer bliver indviet i Frederiksstaden i København lige overfor Marmorkirken, er det samtidig sidste punktum i en byggesag, der tog sin begyndelse helt tilbage i 1800-tallet, hvor finansmanden C.F. Tietgen stod i spidsen for de smukke bygninger rundt om kirken.

Tietgen havde bekostet færdiggørelsen af Marmorkirken og for at finansiere kirkebyggeriet, havde han opført en række beboelsesejendomme rundt om kirken. Byggeriet på den fjerde og sidste hjørnegrund mod Store Kongensgade var planlagt til at stå færdigt 1884, men desværre lykkedes det aldrig Tietgen at få fingrene i denne grund – efter sigende fordi den oprindelige ejer hævede prisen, hver gang han bød.

Tietgen ærgrede sig, fordi et pænt hus på hjørnegrunden ikke alene ville have skæppet i pengekassen, men også ville have fuldendt komplekset og den symmetriske plan omkring Marmorkirken og den såkaldte kongeakse, der løber gennem Amalienborg.

”Tietgens Ærgrelse”

Efter Tietgens fejlslagne forsøg på at erhverve den tomme byggegrund levede den de næste mange år en omtumlet tilværelse bl.a. som stenhuggeri, mekanikerværksted, tankstation og pølsesalg og i mange år også blot som trist byggetomt. ”Tietgens Ærgrelse” blev hjørnegrunden døbt i folkemunde, og i dag hænger navnet stadig ved, selv om det ikke længere er en ærgerlig tom byggegrund, som møder de forbipasserende, men derimod en moderne ejendom, smukt indpasset i de historiske nabobygninger.

I 2005 købte Realdania By & Byg det lille ufuldendte hjørne, og fem år senere kunne en helt ny erhvervs- og beboelsesejendom indvies på hjørnegrunden. Sidenhen har anlæggelsen af hovedstadens nye undergrundsbane og en metrostation ved Marmorkirken været i fuld gang, men nu er tiden endelig kommet til at sætte sidste punktum for den meget langvarige byggesag: Til sommer indvies et lille haveanlæg bag den nye ejendom, og dermed er Tietgens randbebyggelse rundt om Marmorkirken fuldendt.

Skitse af Tietgens Have

Skitse af Tietgens Have

Det kommende haveanlæg vil i sin form spejle de tre andre hjørner i pariserkarréen omkring Marmorkirken og videreføre den romantiske stil.

Favner både fortiden og nutiden

- Da Realdania By & Byg i sin tid købte den tomme byggegrund og opførte ejendommen med navnet Tietgens Ærgrelse, var ambitionen at skabe et værdigt punktum for området, der kunne favne både fortiden og nutiden rent arkitektonisk og funktionelt. Derfor er meget glade for, at vi nu i samråd med Københavns Kommune, med vores naboer både i Store Kongensgade og Frederiksgade og med kirken har fået udformet et lille haveanlæg, der kan fuldende dette historiske hjørne, som vi glæder os til at indvie til sommer, siger administrerende direktør i Realdania By & Byg, Peter Cederfeld.  

Haveanlægget vil i sin form spejle de tre andre hjørner i pariserkarréen omkring Marmorkirken og desuden videreføre den romantiske stil med en beplantet forhave med blomster i hvide og rosa toner såsom magnolia, oktoberkirsebær, syren, klatreroser, mandel og et stedsegrønt bunddække.

Mod gaden afgrænses haven af et moderne hegn, som i både højde, farve og rytme vil matche det historicistiske hegn foran 1800-tals bygningerne. Også belægningen, der skal sikre renovationsfolk og beboere fornuftig færdsel, bliver en fusion af nyt og gammelt med chaussésten og betonfliser – præcis som alt andet på dette københavnske hjørne, hvor både 1700-tals, 1800-tals og helt moderne bygninger mødes.