x

72-timers arkitektkonkurrence for unge talenter skydes i gang

Nyhed 29. april 2021

Efter et år med nedlukninger og restriktioner længes vi efter fællesskabet. Med talent-konkurrencen Chart Architecture inviteres yngre arkitekter, designere og kunstnere til at byde ind med idéer til midlertidige pavilloner, hvor arkitekturen skaber sociale møder og nye fællesskaber. Under temaet ”Social Architecture” udskrives den åbne 72-timers konkurrence d. 30. april, og herefter vælger en stjernespækket jury fem finalister, der realiserer deres idé under kunstbegivenheden Chart.

Med temaet ‘Social Architecture’ inviteres unge talenter til at byde ind med inspirerende, vilde og sanselige ideer til, hvordan arkitekturen skaber sociale oplevelser. De midlertidige pavilloner fungerer som barer og madboder og danner en arkitektonisk helhedsoplevelse af årets Chart, der finder sted 26-29. august 2021 i København. 

“Vi har alle et udtalt behov for at samles igen efter et ekstraordinært år med social afstand. Som kunstbegivenhed er vi optaget af kreativ og kunstnerisk udvikling og med Chart Architecture beder vi fremtidens talenter give deres bud på, hvordan nye fællesskaber kan opstå i krydsfeltet mellem arkitektur, kunst og design. Vi glæder os til at blive inspirerede og overraskede og til at samles igen på Charlottenborg,” siger Charts direktør Nanna Hjortenberg. 

Tværfaglig international jury 

Finalisterne i Chart Architecture udvælges af en jury med stærke, internationale profiler. Formanden for juryen er Bjarke Ingels (DK), grundlægger og partner i BIG, der har været med i CHART Architecture fra begyndelsen. Derudover består juryen af den japanske arkitekt og partner hos OMA Shohei Shigematsu (JP), den anerkendte danske kunstner Nina Beier (DK), den hollandske designkomet Sabine Marcelis (NL), direktør i Open House i Schweiz Simon Lamunière (CH) og arkitekt og partner i BIG David Zahle (DK), der står bag nogle af tegnestuens mest markante museumsbyggerier. 

Øvrige samarbejdspartnere i projektet er Arup, der rådgiver finalisterne omkring den konkrete realisering af deres ide, og det internationale arkitektur- og designmagasin FRAME. 

Kunstneriske krydsfelter 

Juryen afspejler en af Charts grundlæggende ambitioner om at styrke den tværfaglige udvikling mellem kunst, arkitektur og design og nye kreativ og faglige samarbejder. 

“Rum og objekter skaber vores omgivelser. Det sætter stemningen for vores sociale møder og har en gigantisk indflydelse på, hvordan vi skaber og indgår i nye relationer. Netop her ligger arkitekturens kraft,” udtaler den hollandske stjernedesigner Sabine Marcelis, der blandt andet har modtaget magasinet Wallpaper*s pris ‘Designer of the Year 2020’. 

CHART Architecture realiseres med støtte fra den filantropiske forening Realdania, Dreyers Fond, Statens Kunstfond, Københavns Kommune og FOSS, og i partnerskab med Copenhagen Architecture Festival (CAFx).