Menu

Utzon-huse i Fredensborg åbner som museum

Pressemeddelelse

26. august 2021

1/3

Jørns Utzons gårdhuse i Fredensborg fra 1963 har længe været et tilløbsstykke for arkitekturinteresserede danskere. Nu åbner et lille museum midt i boligbebyggelsen med nye faciliteter, der vil styrke formidlingen af husenes særlige historie.

Den danske arkitekt Jørn Utzon (1918-2008) har tegnet Fredensborghusene som ligger i udkanten af byen – ikke langt fra Fredensborg Slot. På en sydvendt skråning mellem by og åbent land omkranser de karakteristiske takkede gule mure 77 række- og gårdhavehuse med inspiration fra kinesisk og japansk bygningskultur.

Samlingsstedet for beboerne er fælleshuset, som den 1. september også åbner som Utzon Museum Fredensborg. Museet vil foreløbig være åbent én dag om ugen – desuden vil der være mulighed for at besøge enkelte huse i området med udgangspunkt i museet efter særlig aftale. Det er frivillige beboere, der viser rundt og holder foredrag.

Med Utzon Museum Fredensborg ønsker vi at skabe en synlig fortælling om arkitekt Jørn Utzon, hans forståelse for steder og Fredensborghusenes raffinerede balance mellem fællesskab og privatliv. ”

Jacob Saxildbestyrelsesformand for Utzon Museum

”Med Utzon Museum Fredensborg ønsker vi at skabe en synlig fortælling om arkitekt Jørn Utzon, hans forståelse for steder og Fredensborghusenes raffinerede balance mellem fællesskab og privatliv. Alle arbejder frivilligt – og vi glæder os til, at formidlingen nu får forbedrede rammer til gavn for flere mennesker i form af f.eks. museumsbutik, café og mulighed for filmforevisninger,” siger Jacob Saxild, som er formand for museets bestyrelse.

Det nye museum er etableret i forbindelse med en renovering af fælleshuset og støttet af den filantropiske forening Realdania.

Rammen om et stærkt fællesskab

Utzon Museum Fredensborg vil have skiftende udstillinger – blandt andet med genstande udlånt fra Utzon Center Aalborg. Men husene og bofællesskabet på det nordsjællandske bakkedrag er en oplevelse i sig selv:

”Fredensborghusene er et af Jørn Utzons fineste boligbyggerier og har i over 60 år også dannet ramme om et bofællesskab for seniorer, der på mange måder har været forud for sin tid. Her er plads til at være sig selv – men også til fællesspisning og mange sociale traditioner. Samtidig mødes beboerne i et stærkt fællesskab om formidlingen af husenes historie. Vi er glade for både at kunne sikre et arkitektonisk værk og samtidig styrke formidlingen af vigtig dansk bygningskultur,” siger Henrik Lund, projektchef i Realdania. 

Læs mere om Utzon Museum Fredensborg

Fakta om Fredensborghusene

  • Fredensborghusene er en selvejende institution stiftet af Danes Worldwide for at skabe en boligbebyggelse for hjemvendte danskere, der har boet i udlandet.
    Opført i 1962-63 og fredet i 1987. 
  • Der er fem forskellige hustyper: fire slags gårdhavehuse og et rækkehus. Fælles for dem er, at de er bygget i gule mursten og har gule tegltage. Apteringen i træ er naturbehandlet eller malet rød. De 30 rækkehuse er i to etager med en stue i bygningens fulde højde, hvorfra der er adgang til en mindre gårdhave. De fire typer gårdhavehuse, der i alt udgør 47 boliger, er grundlæggende ens organiseret, men har forskellige størrelser og antal værelser. 

Relaterede projekter