x

Kunsthal 44Møen skal være lokalt fyrtårn for samtidskunst

Pressemeddelelse 10. juni 2022

Kunsthal 44Møen bliver udvidet med en gæstebygning og et nyt Center for Klangkunst. De nye faciliteter giver kunsthallen mulighed for at skrue op for antallet af koncerter og arrangementer – også udenfor sommersæsonen. Byggeriet er netop gået i gang.

Ambitionen med de nye fysiske rammer på Kunsthal 44Møen er at udvikle og fastholde en moderne kunsthal med udstillinger af høj kvalitet. Samtidig skal de nye rammer bruges til kunstnerophold samt værksteds- og formidlingsaktiviteter til glæde for både lokalsamfundet og besøgende fra ind- og udland. Hele kunsthallen får desuden nyt energisystem, så bygningerne kan bruges, også når det er koldt:

”De nye rammer vil gøre, at vi bedre kan indfri vores kunstneriske ambitioner og tiltrække gæster til arrangementer samt arbejdende kunstnere hele året. Det vil både styrke kulturen i Askeby og på Møn og spille sammen med mange andre gode tiltag i Vordingborg Kommune”, siger formand for Ejendomsfonden Block/44Møen, Leo Larsen. 

Kulturoplevelser året rundt

Kunsthal 44Møen har i flere år arbejdet på at realisere planerne for byggeprojektet, der netop er gået i gang.  Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania, Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond. 

Fra sommeren 2023 kan Kunsthal 44Møen efter planen byde velkommen i tre forskellige udstillingsrum. Derudover åbner Center for Klangkunst, et residency hvor kunstnere, kuratorer og kunsthistorikere kan bo og arbejde samt en skoletjeneste for lokale børn og unge:

”Augustinus Fonden støtter de nye rammer for Center for Klangkunst, hvor den eksperimenterende lydkunst får plads til at udfolde sig. Her har Kunsthal 44Møen en særlig position med et stærkt internationalt netværk. Generelt ser vi at kunsthallerne løfter en vigtig opgave med at sikre grobunden for en mangfoldig kunstscene i Danmark – det er vi glade for at kunne støtte op om,” siger adm. direktør Frank Reckendorff Møller fra Augustinus Fonden. 

”I Realdania vil vi gerne udvikle steder, der er gode at besøge – og samtidig gode steder at bo og arbejde. Møn har meget at byde på, og med de nye rammer kan Kunsthal 44Møen give kulturoplevelser til flere mennesker året rundt. Det vil være til gavn for både lokalsamfundet og ikke mindst de mange turister på Møn, især langs vandreruten Camønoen,” siger filantropidirektør Nina Kovsted Helk fra Realdania.

Pihlmann architects er rådgivere på projektet, og de har tilføjet nye elementer med inspiration hentet i kunsthallens eksisterende bygninger, som både består af et ombygget autoværksted og ældre landbrugsbygninger. De nye bygninger vil sammen med de eksisterende danne en ny helhed med gårdrum til ophold og udstillinger og et enkelt udtryk, som forbinder det industrielle med det landlige. I projektet er der desuden arbejdet med tilgængelighed, så mange forskellige brugere får adgang til både kunstudstillinger og en storslået udsigt til landskabet. 

Kunsthal 44Møen blev grundlagt i 2008 af kunstnerne Bjørn Nørgaard, den afdøde komponist og klangkunstner Henning Christiansen samt den tyske kurator og gallerist René Block, der mødte hinanden som en del af 1960’ernes Fluxus-kunstbevægelse. De stiftede den kunstforening, der i dag står bag og driver kunsthallen. Bjørn Nørgaard er formand og René Block er kunstnerisk leder i hverdagen.