x

Se de 6 vinderfotos: Ny fotoudstilling viser byens sjæl fra Nuuk til Urbanplanen

Nyhed 10. juni 2022

I går den 9. juni blev vinderne af Danmarks mest folkelige fotokonkurrence Fang din by 2022 afsløret, da Dansk Arkitektur Center inviterede til festlig udstillingsåbning og præmieoverrækkelse. Fotoudstillingen står på Bryghuspladsen foran Dansk Arkitektur Center til 2. oktober, og derudover kan den opleves på udvalgte biblioteker rundt om i landet.

Oplev de 56 fotografier, der er kåret som årets bedste i Dansk Arkitektur Centers store årlige fotokonkurrence ´Fang din by´. For 7. år i træk kan man gå på opdagelse i fotografier taget af fotoglade danskere i alle aldre. 

Udstillingen viser fotos, der kommunikerer byens fortællinger. Med årets tema ’Byens sjæl’ ønskede Dansk Arkitektur Center at se danskernes blik på, hvad det gør en by særlig for dem. Hvad adskiller en by fra en anden? Og hvor gemmer byens sjæl sig? Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye. 

Dansk Arkitektur Center har modtaget over 5.300 fotos fra arkitekturfotografer, fotointeresserede og skoleelever fra alle egne af landet, der viser, hvordan arkitekturen danner rammen om det levede liv. En ting der går igen i årets indsendte fotos er en form for genkendelighed og tryghed. Det er fotos, der rummer både noget gammelt og noget nyt samt viser møder mellem fortid og nutid.  
 
Juryen består af model og fotograf Helena Christensen, anmelderrost forfatter og fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde Maren Uthaug, sidste års vinder af Fang din by 2021 Oliver Sperling, direktør for Copenhagen Photo Festival Maja Dyrehauge Gregersen, og programchef på Dansk Arkitektur Center Tanya Lindkvist.

Fotokonkurrencen er støttet af den filantropiske forening Realdania, og udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Copenhagen Photo Festival.

Vindere af den åbne konkurrence

1. plads: Dame og statue af Tanja Zhigalova:
2. plads: Et glimt af sol efter storm af Sophie Juliane Lydolph
3. plads: Urbanplanen af Sally Storm

Vindere af skolekonkurrencen

1. plads: Byens hjerte af Kaya Lund Jørum, 8. klasse, Stokkebækskolen
2. plads: Skolegårdens sjæl af Caleb Romby og Malthe Degn Kristiansen, 5.B., Dueholmskolen
3. plads: Æ Kleinbahn af Julie Clarisse Bjørnskov, 7.A. Gråsten Skole

 

Se de seks vinderfotos ved at bladre i galleriet øverst.