x

To stærke arkitekt-teams skal komme med endeligt forslag til Musikhusparken

Pressemeddelelse 6. januar 2023

To teams er gået videre i konkurrencen om at skabe fremtidens Musikhuspark i Aarhus. Borgerne har nu mulighed for at kommentere på de to ideer på www.musikhusparken.dk.

Fremtidens Musikhuspark er kommet et skridt nærmere. Et internationalt og et lokalt team med speciale i landskabsarkitektur er valgt til at gå videre i konkurrencen om at omdanne Musikhusparken.  

De to teams er:   

Inside Outside (Holland), SLETH og EKJ Rådgivende Ingeniører med ideen “Byens Park”. 

Schønherr, HABITATS og Morten Stræde med ideen “Aarhus Bypark”. 

Forslagene i første fase af konkurrencen kommer med spændende overordnede bud på hvordan en fremtidig Musikhuspark kan samle hele kulturområdet, styrke forbindelserne i byen og skabe gode rammer for hverdagsliv, aktiviteter og byliv. Projektet forventes også at kunne inspirere andre byer, der skal anlægge nye parker. Detaljerne om Musikhusparkens indretning kommer først i fase 2.  

Musikhusparken skal omdannes i forbindelse med udvidelsen af ARoS med The Next Level, der bl.a. indeholder et nyt underjordisk galleri og et kæmpeværk af den amerikanske kunstner James Turrell.  

18 tværfaglige teams fra ind- og udland havde søgt om at blive prækvalificeret til projektkonkurrencen. I alt blev seks teams inviteret til at komme med deres ideer. 

De to teams, der nu går videre i konkurrencen er udvalgt af en dommerkomité. De to teams skal nu bearbejde og konkretisere deres ideer yderligere inden den endelige vinder af konkurrencen findes til sommer. De to forslag er således ikke færdige projekter, men skitser, som arkitekterne arbejder videre med. 

Det er muligt at se nærmere på de to forslag på hjemmesiden www.musikhusparken.dk, hvor alle har mulighed for at komme med input til de to ideer.  

Konkurrenceprogrammet har bl.a. taget afsæt i en omfattende borgerinddragelse, hvor flere tusind aarhusianere bidrog med ønsker og ideer til fremtidens Musikhuspark.  

Det samlede budget for den nye Musikhuspark er 44,55 millioner kroner. Den filantropiske forening Realdania støtter omdannelsen af Musikhusparken med op til 16,275 millioner kroner. Parken forventes af være færdig samtidig med åbningen af The Next Level i 2025. 

 Frem til den 17. januar er det muligt at kommentere de to forslag på Musikshusparken.dk