x

Bliv klogere på forsikring og finansiering af mere bæredygtigt byggeri

Nyhed 2. maj 2023

Kom med den 16. maj, hvor vi inviterer til gå hjem-møde om, hvordan byggebranchen kan håndtere to af de store bremseklodser for udviklingen af fremtidens byggeri.

Fremtidens byggeri skal være mere bæredygtigt. Det betyder bl.a., at der i højere grad skal bruges andre byggematerialer, end dem, der typisk bruges i dag. Rundt omkring i landet arbejdes der med at udvikle nye materialer, og i initiativet ’Boligbyggeri fra 4 til 1 planet’, som VILLUM Fonden og Realdania står bag, skal en række bygherrer opføre konkrete projekter med et markant lavere CO2-aftryk.

Men finansieringen og forsikringen af de grønnere byggerier er udfordret. Det kan i sidste ende forsinke udviklingen, og derfor er der grund til at diskutere, hvad der kan gøres. Hvordan får vi skabt de rigtige modeller, så vi kan komme videre med den grønne omstilling?

Vi inviterer inden for på Jarmers Plads til gå hjem-møde tirsdag den 16. maj kl. 15.30-17.30, hvor en række personer fra byggeriet, finansverdenen og forsikringsverdenen diskuterer, hvad der kan gøres, og hvad der står i vejen for udviklingen. Mødet er åbent for alle, og det er gratis at deltage.