Valfartede til værftgården
Fra værftgården Nørre Sødam tæt ved Møgeltønder er der udsigt til det åbne og vidtstrakte marsklandskab så langt øjet rækker. En søndag sidst i oktober var udsigten dog forandret. Så langt øjet rakte, stod folk i kø for at komme ind og opleve Realdania By & Bygs restaurering af den fredede gård fra 1700-tallet. Flere end 1.000 gæster besøgte gården i løbet af åbent hus-eftermiddagen.
Er hele Møgeltønder kommet på besøg?
Dét var i hvert fald det store spørgsmål, som mange stillede sig selv, da Realdania By & Byg søndag den 29. oktober havde inviteret til åbent hus på værftgården Nørre Sødam, cirka tre kilometer syd for Møgeltønder.
Anledningen til åbent hus var fejringen af tre års restaurering af den fredede gård, og ud fra antallet af gæster at dømme, var interessen for den unikke gård overvældende.
På deres vej rundt i de nyrestaurerede længer måtte gæsterne nogle steder stå i kø, men stemningen var heldigvis i top blandt de mange, der både kom fra Møgeltønder og omkringliggende byer, men også helt fra Frederikshavn, København og Aarhus, og som blev budt velkommen af blandt andre Realdania By & Bygs administrerende direktør Peter Cederfeld.
– Jeg er meget glad for, at vi i dag kan holde åbent hus og fejre vi, at vi nu har afsluttet en omfattende restaurering. Rigtig mange har været involveret undervejs – både håndværkere, arkitekter, ingeniører og mange flere. Alle har ydet en stor indsats og leveret et resultat, som vi kan være stolte, lød det bl.a. fra Peter Cederfeld.
– Nu glæder vi os først og fremmest til at vise gården frem for alle, som er kommet her i dag – det er et overvældende fremmøde. Efterfølgende overdrager vi nøglerne til vores lejer, som indretter sig privat i stuehuset, og som i de restaurerede stalde – der er gjort klar til Bed & Breakfast – snart vil byde gæster fra nær og fjern velkommen til oplevelser og overnatning i et stykke unikt dansk bygningskultur, midt i et af verdens fineste naturområder.
Egnsspecifikke tømmerkonstruktioner
Da Realdania By & Byg i 2019 købte Nørre Sødam, var det for at bevare og fremtidssikre en sjælden bygningstype, som på dansk jord kun findes i Tøndermarsken, nemlig en værftgård. Disse gårde blev i sin tid bygget på værfter, dvs. kunstigt skabte forhøjninger, som i den flade marsk skulle beskytte mennesker og dyr mod oversvømmelser og stormfloder.
I dag er der ca. 60 af disse værfter tilbage i Tøndermarsken og kun meget få værftgårde. Nørre Sødam er en af de ældst bevarede værftgårde, opført i vestslesvigsk byggestil med fire sammenbyggede længer om et lukket gårdrum.
Nørre Sødam er samtidig en af få tilbageværende marskgårde, hvor de egnsspecifikke tømmerkonstruktioner er bevaret. Gårdens lade er opført i en såkaldt højremskonstruktion, og i stuehuset findes synlige rester af en tagbærende bjælkekonstruktion. De to konstruktioner, der er udviklet gennem generationer som et værn mod det barske klima, betød, at selv hvis al murværket blev skyllet bort af vandmasserne ved en stormflod, ville taget ikke styrte sammen. De solide stolper og bjælker sikrede, at gården med det store sammenbyggede tag blev stående.
Store potentialer i den sønderjyske Tøndermarsk
Nørre Sødam indgår i dag i Realdania By & Bygs samling af flere end 60 historiske ejendomme, som tilsammen repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Hver især er ejendommene med til at fremme den levende bygningskultur og formidle de fortællinger om Danmark og danskerne, som ligger gemt i landets historiske huse.
– Vi er overordentligt glade for, at en så sjælden gård for fremtiden vil være en del af Realdania By & Bygs portefølje af historiske ejendomme, sagde Peter Cederfeld ved søndagens åbent hus-arrangement, og han glædede sig også over, at indvielsen af værftgården sker næsten samtidig med fejringen af Tøndermarsk Initiativet.
– Sidst i september kunne vi officielt markere gennemførelsen af dette initiativ, som for syv år siden blev søsat af Realdania i samarbejde med Tønder Kommune, A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden med henblik på at løfte udviklingen i Tøndermarsken. De mange gennemførte indsatser i dette initiativ er sammen med restaureringen af Nørre Sødam og anvendelsen som Bed & Breakfast med til at understrege de store potentialer, der ligger i den sønderjyske Tøndermarsk.