Fynboerne kan nu tage Tarup-Davindes nye naturfaciliteter i brug
Søndag 3. december åbner en omfattende opgradering af naturområdet i Tarup-Davinde.
Det Fælles Mødested i Tarup-Davinde har forvandlet sig til en ny hovedindgang til det imponerende 400 hektar store naturområde. Med en transformation af en nedlagt landejendom er mødestedet nu åbent for alle områdets brugere, der inviteres til at udforske og opleve områdets mange natur- og friluftsmuligheder hele året.
Blandt de nye tilbud er:
Det Fælles Mødested, skabt i en nedlagt landejendom, der er blevet omformet til at være udgangspunkt for ture ud i området. Med formidling, åbne ildsteder, Naturlab, Fortællerum og en lille vandrestue, hvor madpakken kan spises.
Et udvalg af nye faciliteter, herunder en kunstshelterplads, udformet af kunstnergruppen N55, bålpladser og et brændefyret udekøkken med integrerede pizzaovne, raketovne mm.
Formidlingsvarder fordelt i hele naturområdet, så besøgende har mulighed for at komme tæt på områdets natur og geologiske historie gennem udendørs formidlingsaktiviteter, der engagerer og oplyser.
Den 18 km lang vandresti Tarup-Davinde stien, der forbinder hele området og giver besøgende mulighed for at udforske de forskellige aspekter af Tarup-Davindes skønne natur.
Næstformand i Tarup-Davinde I/S Steffen Jensen glæder sig over åbningen af områdets nye faciliteter og opfordrer alle interesserede til at benytte sig af de mange nye muligheder: ”Det Fælles Mødested er ikke kun et sted, men en invitation til fællesskab i naturen. Jeg er glad og stolt over at naturområdets mange brugere viser et stort medejerskab herude og har bidraget med både ønsker og input til de nye faciliteter. Med projektets mange nye muligheder, bliver det let for mange flere at komme herud og få lige den naturoplevelse som passer til den enkelte gæsts ønsker og behov.”
De mange nye faciliteter er skabt med støtte fra Odense og Faaborg-Midtfyn kommuner, Statens Kunstfond, Nordea-Fonden, Lokale og Anlægsfonden og den filantropiske forening Realdania. Projektets samlede budget er på 16 mio. kroner.
Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, siger: ”Med Tarup-Davinde får vi et aktivt nyt samlingssted, hvor flere kan nyde naturen og dyrke friluftslivet – i fællesskab. Børn og voksne vil blive mødt af både sansende og berigende formidlingsaktiviteter, der tager afsæt i områdets unikke natur og geologiske historie. Hos Nordea-fonden er vi stolte over at støtte indsatsen, og vi håber, at de mange nye faciliteter og formidlingsformer vil blive omfavnet og brugt flittigt – hele året rundt.”
Hos Lokale og Anlægsfonden siger udviklingskonsulent Jens Øyås Møller: ”Med indvielsen af Tarup Davindes helt nye faciliteter, aktivitetsmuligheder og formidling, løftes området til en national friluftsdestination. En destination i øjenhøjde, hvor ALLE kan få del i naturens- og friluftslivets glæder. Indvielsen er kulminationen på et eminent tværgående samarbejde imellem brugergrupper, rådgivere, håndværkere, fonde, kommuner og Tarup Davinde I/S.”
Projektchef i Realdania, Laura Kristine Bjerre Munch siger: ”Mødestedet er et godt eksempel på en transformation. Både af et industrilandskab til rekreativt kultur- og friluftslandskab. Men også på, hvordan en nedlagt landejendom kan blive et flot og attraktivt mødested, som jeg er sikker på, at rigtig mange vil få glæde og gavn af fremover. Her kan fællesskaber om natur og friluftsliv folde sig ud.”
Åbningsarrangementet foregår søndag 3. december kl. 11-14 ved:
Det Fælles Mødested
Rolighedsvej 100
5220 Odense SØ