Åbent hus i den restaurerede Gelsted Station
- en klassisk dansk stationsbygning fra 1911
Efter godt to års arbejde har Realdania By & Byg afsluttet restaureringen af Gelsted Station på Vestfyn – en klassisk dansk stationsbygning fra 1911. Kom med til åbent hus søndag den 4. februar og få adgang til et stykke danmarkshistorie, hvor arkitektur, jernbanedrift og kulturhistorie fletter sig sammen.
Da DSB i 1911 kunne byde rejsende velkommen til Gelsteds nye stationsbygning, var det samtidig et velkommen til et nyt omdrejningspunkt for byens liv og for rejser og godstransporter ud i verden. Med indvielsen af stationen blev Gelsted en del af et stort og fintmasket net af stationer og stationsbyer, som skød op over hele landet i tiden fra 1860’erne til 1920’erne.
Gelsted Station er stadig en aktiv station, men nu med selvbetjente billetautomater. Den historiske stationsbygning er ikke længere en del af jernbanedriften, men slægtskabet med dansk jernbanehistorie er tydeligt. Gelsted Station er indbegrebet af en klassisk og særdeles velbevaret dansk stationsbygning, og da Realdania By & Byg i 2021 erhvervede bygningen, var det netop med henblik på at sikre bygningen og alt det velbevarede stationsinventar for eftertiden.
Et lille stykke kulturhistorie
Efter godt to års restaurering er stationsbygningen genskabt og klar til en ny fremtid. Som et lille stykke kulturhistorie er den med til at levendegøre fortællingen om jernbanens og stationernes rolle og betydning i Danmark gennem tiden. Samtidig kan bygningen igen udgøre et værdigt midtpunkt i stationsbyen.
Med restaureringen af Gelsted Station har vi bevaret en helstøbt og intakt repræsentant for den klassiske danske stationsbygning, der i dag står som naturligt midtpunkt i mange af landets byer. Vi har fastholdt ejendommens arkitektoniske, funktionelle udtryk og autenticitet og dermed bevaret en bygningstype, som i høj grad repræsenterer udviklingen mod det moderne danske samfund. Stationen indgår naturligt i bymiljøet i Gelsted, og med nye funktioner og nye lejere vil den blive et fint fokuspunkt i byen
En genkendelig bygningstype
I lighed med mange andre danske stationer, der blev bygget i tiden omkring år 1900, blev også Gelsted Station opført efter en veldefineret bygningstypologi, tegnet af DSB’s ledende arkitekt, Heinrich Wenck. Den typiske stationsbygning bestod dengang af en hovedbygning i to etager, indrettet med ventesal og billetkontor i stueetagen, stationsforstanderbolig på første sal, en lagerbygning og en delvist åben mellembygning, der gav ly for de ventende passagerer.
Med tilpasninger blev denne skabelon gentaget over hele landet i takt med, at industrialiseringen og jernbanen rullede ud over Danmark. Én efter én skød de danske stationsbygninger op som et konkret og symbolsk billede på udvikling og vækst i danske byer – også i Gelsted. Her blev den nye stationsbygning indviet i 1911, knap 40 år efter, at der var anlagt en jernbane tværs over Fyn.
I takt med samfundsudviklingen blev mange af landets stationsbygninger i anden halvdel af 1900-tallet taget ud af drift. Nogle af dem blev revet ned, mens andre blev solgt og indrettet til helt andre formål.
Men ikke Gelsted Station.
Da Realdania By & Byg købte stationsbygningen i 2021, havde den stået tom i en årrække. Bygningen er ikke fredet, men den havde overlevet både tidens og togdriftens forandringer og stod nærmest uforandret siden sin opførelse, hvor den blev bygget med samme høje arkitektoniske og håndværksmæssig kvalitet, som kendetegnede de hundredvis af andre danske stationsbygninger, der blev tegnet af DSB-arkitekten Wenck i tiden fra 1891-1921.
Med sikker hånd flettede Wenck tidens arkitektoniske stilretninger sammen – også i Gelsted Station, hvor træk fra bl.a. historicisme, skønvirke og Bedre Byggeskik-bevægelsen genfindes, og hvor den originale indretning er bevaret med ventesal, postkontor og ekspedition i stueplan og med embedsbolig på første sal, hvor det originale køkken er bevaret.
Kom til åbent hus den 4. februar
Oplev stemningen i Gelsted Station - en klassisk stationsbygning fra jernbanens guldalder i Danmark. Realdania By & Byg inviterer alle interesserede til at se resultaterne af knap tre års arbejde med at bevare og genskabe stationsbygningen fra 1911 i den vestfynske stationsby Gelsted.
Søndag den 4. februar kl. 12.30 – 16.00
Banevolden 4, 5591 Gelsted
Historiske detaljer og moderne faciliteter
I dag er hele den autentiske stationsbygning restaureret. De historiske detaljer er bevaret, og de originale farver er genfundet og genskabt, samtidig med at bygningen opfylder nutidige krav til varme, støjdæmpning, indeklima og energiforbrug.
Ventesalen med en loftshøjde på fire meter og fint bemalede bjælkelofter og bænke er genskabt i de originale farver. I stationsforstanderens lejlighed er det originale køkken restaureret og bevaret, og i de statelige stuer mødes de besøgende af stemningsfulde og tidstypiske farver. Det tidligere signalrum og stationsforstanderfamiliens gamle tørregård er istandsat som fine uderum, der kan bruges af de kommende lejere.
Gelsted Station indgår i Realdania By & Bygs samling af flere end 60 historiske ejendomme, som tilsammen repræsenterer dansk bygningskultur gennem 500 år. Med deres nutidige og moderne anvendelse udgør ejendommene en aktiv del af det danske samfund, og hver især er de med til at fremme og formidle den levende bygningskultur.