x

Udstilling sætter fokus på fremtidens teenageværelse

Nyhed 12. juni 2024

Under designfestivalen 3daysofdesign i København præsenterer Dansk Arkitektur Center en udstilling dedikeret til arkitektur for teenagere. Udstillingen ’Teenagedrømme’ udforsker, hvordan digitalisering, bæredygtighed, mental sundhed og sociale medier påvirker teenageres liv og deres personlige rum.

Dansk Arkitektur Center åbner den 12. juni 2024 dørene for den nye udstilling Teenagedrømme, hvor publikum inviteres til at udforske og reflektere over teenageværelset. Udstillingen består af installationer, som inviterer til samtaler om, hvordan rum påvirker vores livskvalitet og spejler tidens udvikling. 

"Rum kan have stor betydning for vores trivsel og identitetsfølelse. Historisk set har danske designere haft fokus på at skabe gode møbler til voksne og udviklende møbler til børn, mens blikket på teenagere har været stort set fraværende. Dette på trods af at denne fase i livet er væsentlig for vores identitetsdannelse. Nu står vi i en interessant tid, hvor værdierne skifter og teenagere ikke alene reagerer hurtigere på disse skift, de er også dem, der skal tegne vores alles fremtid. Derfor er der vigtigt at have et blik på, hvordan de fysiske omgivelser kan reflektere teenagers drømme om tidens store forandringer.” fortæller Pernille Stockmarr, Senior Kurator i Dansk Arkitektur Center.

Et teenageværelse skal være trygt og skal kunne fungere som et helle, hvor teenageren kan læse lektier, lade op og slappe af. Men rummet skal også imødekomme de ønsker, teenagere har til arkitekturen omkring dem. For eksempel er flere og flere teenagere miljøbevidste og i den forbindelse orienteret mod at genbruge ikke blot deres tøj, men også de materialer, de befinder sig i og omkring. 

Udstillingen byder på små videoer af teenagere, der fortæller om deres ønsker til værelser, samt ’dokumentar-snapshots’ af nutidige teenageværelser, som er en del af fotokunstprojektet ’Still Life of Teenagers’ af fotodokumentarist Barbara Marstrand. På den måde bliver nutid og fremtid knyttet sammen, og på samme tid hører man direkte fra teenagere, hvad de ønsker af arkitekturen. 

I udstillingen kan man røre ved nye biogene materialer, oplade både krop og mobil i det, der engang var festivaltelte og tjekke lyset i selfie-zonen, hvor grænsen mellem det private og offentlige rum opløses. Besøgende kan opleve, hvordan rum kan inspirere og forme teenagere til at tænke stort og drømme frit.

Teenagedrømme er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Barbara Marstrand, Our Shift, Natural Material Studio og Krøyer-Sætter-Lassen, og er støttet af Realdania. Udstillingen kan opleves fra den 12. juni 2024 til den 5. januar 2025. 

Som en del af årets store designevent, 3daysofdesign, sætter Dansk Arkitektur Center fokus på dansk formgivning til teenagere. Under temaet ‘Dare to dream’ zoomer 3daysofdesign i år ind på, hvordan designere, arkitekter og indretningsarkitekter designer ikke blot objekter, rum og møbler, men drømme. 

Oplev gennem udstillinger, events og guidede ture, hvordan danske designere og arkitekter har tradition for at designe store drømme. Besøg den nye udstilling Teenagedrømme, gå på opdagelse i klassiske designikoner i So Danish! og oplev fotoudstillingen Fang din by 2024, der viser nye drømme for æstetik i fremtiden.