x

Børsen fylder 400 år og snart starter genopførelsen

Nyhed 25. september 2024

Den 27. september kan du være med, når Dansk Erhverv inviterer alle til at komme forbi Børsen og se, hvordan man arbejder med restaureringen af tag og facader på Børsen, som Realdania har været med til at støtte.

Dansk Erhverv er i fuld gang med at forberede genopførelsen af Børsen. Men inden bygningen bliver gemt væk bag stilladser, inviteres alle til at kigge forbi i anledningen af Børsens 400-års fødselsdag og markeringen af begyndelsen på genopførelsen.  

Festlighederne løber af stablen fredag den 27. september kl. 12.00 – 17.00, og alle er velkomne. 

På dagen vil du blandt andet kunne opleve arbejdende værksteder og en lille udstilling med nedslag i nogle af de fabelagtige historier, som Børsbygningen gemmer på – lige fra Tietgens høje hat, til Danmarks første telefonlinje, og de første pengesedler, der blev trykt på Børsen. 

Du kan også se en udstilling om Børsens historie helt tilbage fra opførelsen i 1624 og frem til branden den 16. april 2024 og høre om den forestående genopførsel.  

Derudover kan du møde forfatteren og erhvervshistorikeren Anders Ravn Sørensen, der har skrevet bogen om Børsen, der udkommer i september.  

Det er ikke nødvendigt at melde sig til, og du kan komme, når du vil, på dagen. Se hele programmet for dagen:

Kom til 400-års fejringen af den historiske børsbygning

Dagen forinden, altså den 26. september, tages det første skridt i genopførelsen af Børsen, når Kong Frederik lægger grundstenen. Grundstenen kan man også komme helt tæt på den 27. september ved den folkelige fejring.  

Genbrug i genopførelsen

Der er endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår selve arbejdet med genopførelsen går i gang. Det skyldes blandt andet, det stadig er en lang proces at affugte mange af de lokaler, der ikke brændte ned.  

Det er heller ikke afklaret, hvordan bygningen skal indrettes indvendig. Til gengæld er det sikkert, at en stor del af de oprindelige materialer fra Børsen kan genbruges ved genopførelsen.  

Det forventes f.eks., at 40 procent af de oprindelige mursten kan bruges, når genopførelsen af Børsen begynder. Der er også håb om, at meget af jernet fra Børsen kan genbruges. Og så har toppen af spiret overlevet både flammerne og styrtet fra 52 meters højde. Det kommer igen til at pryde Børsen.  

Læs mere om genbrugen af materialer fra Børsen:

Børsens originale mursten og jernbeslag får nyt liv
Dansk Erhverv forventer, at de inden nytår kan melde mere præcist ud om den kommende genopførselsproces.  

Realdania har støttet restaureringen af tag og facader sammen med en lang række fonde og støtter sammen med Tietgenfonden en bred formidlingsindsats om Børsbygningen som et godt eksempel på levende bygningskultur, som alle danskere kender.