x

Kuratorduo for Den danske Pavillon i Venedig i 2027 er valgt

Pressemeddelelse 20. september 2024

På vegne af Kulturministeriet har en jury bestående af repræsentanter fra Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg, den filantropiske forening Realdania og Dansk Arkitektur Center valgt Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena som kuratorer for det danske bidrag ved den 20. internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2027.

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, arkitekter og partnere ved dominique + serena, er blevet udvalgt som kuratorer for det danske bidrag til Arkitekturbiennalen i 2027 efter en Open Call-proces, hvor 36 teams i første runde bidrog med forslag til kuratering af udstillingen i Den danske Pavillon.

Herefter deltog i anden runde fem udvalgte kuratorkandidater i et honoreret, parallelt udviklingsforløb, der mundede ud i en præsentation for juryen.

Under overskriften 'Mod en ny arkitektur' ønsker juryen for det danske bidrag i 2027 at sætte fokus på, hvordan arkitekturen kan bidrage til fremtidens velfærdssamfund.

”Vi har brug for nye visioner. Vi har brug for at kunne se og forestille os andre virkeligheder, andre praksisser – nye muligheder og alliancer. Vi har brug for eksempler, der viser, at vi kan leve og praktisere arkitektur i overensstemmelse med planeten – vi har brug for billeder på nye værdisyn, ny tektonik, nye boformer til de mange familiemønstre – hvordan vi som samfund kan indrette os i en ny bæredygtig tid,” siger Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena.

Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena vil skabe en sansevækkende udstilling i Den danske Pavillon, der skal undersøge, om drømmen om det gode liv kan stemme overens med den planetære virkelighed. Konkret vil udstillingen sætte fokus på enfamiliehuset og de drømme, udfordringer og muligheder, der knytter sig til dette. 

Udstillingen skabes i samarbejde med et tværfagligt team bestående af Urszula Kozminska, Line Kjær Frederiksen, Anne Meisner, Karl-Martin Buch Frederiksen, Margarida Waco, Mette Mechlenborg og Martin de Thurah. Juryen udtaler:

“Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena fokuserer på enfamiliehuset og dets fremtid. Enfamiliehuset er en af de foretrukne boligformer i verden, men også en boligform, som skal gentænkes for at imødekomme bæredygtighedskrav samt nye familiestrukturer og livsformer. Hermed tager kuratorduoen fat i et emne, der har stor relevans for millioner af mennesker i hele verden. Med baggrund i deres ambitiøse oplæg forventer vi i 2027 at se en udstilling, der formidler nye drømme for form og æstetik, og som stiller spørgsmål til den eksisterende politik på området, de økonomiske rammer og markedsmæssige vilkår.”

Gennem Open Call-processen blev alle kvalificerede, det være sig arkitekter, landskabsarkitekter og andre fagprofiler, inviteret til at byde ind på kuratoropgaven i 2027.

”Processen er igangsat tidligt i ønsket om at skabe et forløb frem mod biennalevisningen, som sikrer udvikling, genererer ny viden, bredt engagement og effekt,” udtaler juryen.