x
Open call fra Bevar Mere:

Ny viden og nye værktøjer skal gøre transformation og renovering til et attraktivt alternativ i boligbyggeriet

Pressemeddelelse 30. oktober 2024

Bevar Mere lancerer nu indsatsens open call, der støtter vidensprojekter og nye værktøjer, som skal fremme bevaring, renovering og transformation indenfor boligbyggeriet i Danmark. Fredag den 22. november inviterer Bevar Mere til online informationsmøde, hvor mulige ansøgere kan blive klogere på det kommende call.

Med mulighed for at få tildelt op til 1 mio. kr. til udvikling af et vidensprojekt og op til 500.000 kr. til udvikling af et nyt værktøj, opfordrer Bevar Mere nu aktører i byggeriet – vidensinstitutioner, brancheorganisationer og rådgivere – til at byde ind med forslag til konkrete vidensprojekter eller værktøjer, der kan fremme renovering og transformation af eksisterende bygninger til boligformål.

"Vi skal i højere grad bruge de bygninger, vi allerede har, til at skabe fremtidens boliger i Danmark. For at sætte mere fart på denne ændrede måde at tænke og arbejde på, er der brug for ny viden – og den viden, der allerede findes, skal gøres mere praksisnær. Samtidig skal nye værktøjer gøre renoverings- og transformationsprojekter mere attraktive, gennemskuelige og lettere at gennemføre - både for professionelle i byggeriet og for danskerne. Derfor har Bevar Mere afsat midler til et open call for vidensprojekter og nye værktøjer,” siger Simon Kofod-Svendsen, projektleder for Bevar Mere fra Realdania.

Det er Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, Dreyers Fond og Realdania, der sammen har søsat Bevar Mere, og som har afsat økonomiske midler til at støtte nye videns- og værktøjsprojekter, som kan bidrage til en holdnings- og praksisændring i Danmark, så flere i fremtiden vælger renovering og transformation til frem for nybyggeri.

Som startskud til ansøgningsprocessen inviterer Bevar Mere til online informationsmøde fredag den 22. november, hvor interesserede kan blive klogere på ansøgningsprocessen og mulighederne i det kommende call. 

Tilmeld dig informationsmødet her. 

Om Bevar Mere - fremtidens boliger i nutidens bygninger 

Frem mod 2040 vil danskerne efterspørge mindst 100.000-150.000 boliger – særligt omkring de større byer. Analyser lavet for Bevar Mere viser, at der kan etableres mellem 40.000-70.000 nye boliger gennem renovering, transformation og ombygning af eksisterende bygninger – fx ved at skabe tagboliger, indrette boliger i tomme kontorbygninger eller ombygge enfamilieshuse, så der er plads til mere end én familie. 
 
Med fokus på fællesskab, livskvalitet, deleøkonomi, boligkvalitet og sundhed vil Bevar Mere fremme nye koncepter og bruge den eksisterende bygningsmasse til at skabe et blandet og mere varieret boligudbud til danskerne.

Læs mere om Bevar Mere