x

5,7 millioner kroner til ombygning af spillestedet Fermaten

Pressemeddelelse 12. november 2024

Lokale fonde og foreningen Realdania bevilliger tilsammen et markant millionbeløb til Fermatens ombygningsplaner, der skal fremtidssikre landsdelens regionale spillested.

Både Realdania, Ege Fonden og Hans Foxby’s Fond har besluttet at bakke op om Fermatens ombygningsplaner med bevillinger på samlet set 5,7 millioner kroner. Dermed rykker Fermatens planer om at fremtidssikre spillestedets faciliteter væsentligt tættere på at blive til virkelighed.

Herning Kommune gav i september tilsagn om kommunal støtte til projektet, da der i kommunens budget for 2026 blev afsat 3 millioner kroner til Fermatens fremtidsplaner. Med de nye tilskud er der nu samlede bevillinger på 8,7 millioner kroner til ombygningen.

"Det er virkelig stort for os at kunne konstatere, at både de lokale fonde og Realdania ser værdi i Fermaten og vores ønske om at fremtidssikre landsdelens regionale spillested. Det sender et klart signal om betydningen af Fermatens unikke fællesskab og det store arbejde vores frivillige og faste stab yder. Det er vi naturligvis både stolte over og meget taknemmelige for", siger bestyrelsesformand for Fermaten, Ulrich Gorm Albrechtsen. 

Markant opbakning til ombygningsplaner

Den filantropiske forening Realdania har besluttet at støtte projektet med lidt over 4,7 millioner kroner, mens der lokalt bevilliges 750.000 kroner fra Ege Fonden og 200.000 kroner fra Hans Foxby’s Fond.

"Der er et stærkt fællesskab blandt de mange frivillige på Fermaten. Samtidig med, at spillestedet udvikler og samler musikmiljøet i byen og landsdelen, er det også et samlingspunkt, hvor forskellige mennesker fra landsdelen mødes og har et fællesskab om det frivillige arbejde. Vi er glade for at kunne støtte op om, at det mangfoldige frivilligfællesskab og de passionerede medarbejdere på Fermaten nu får nogle bedre rammer", siger Jesper Nygård, der er adm. direktør i Realdania.

"Fermaten udfylder en vigtig rolle i byen til gavn for en masse mennesker og øvrige aktører på egnen. Derfor er vi glade for at støtte fremtidssikringen af faciliteterne til glæde for både de frivillige, musikmiljøet og de mange koncertgæster, så Fermaten kan fortsætte sit værdifulde arbejde mange år i fremtiden", siger bestyrelsesformand for Ege Fonden, Viggo Mølholm.

"Fermaten har haft en central plads i vores hjerte, siden Unimerco var med til at muliggøre ombygningen af spillestedet i 2008. Vi har støttet Fermaten fast lige siden og spillestedet er meget værdsat af medarbejderne. Derfor er det naturligt for os at bidrage til, at Fermaten forbliver et vigtigt kulturtilbud i Herning og omegn", siger formand for Hans Foxby’s Fond, Kenneth Iversen. 

Tæt på målet

Det er konkret planen at opgradere de faciliteter, hvor Fermatens 100 frivillige medarbejdere mødes og arbejder ifm. koncerterne. Samtidig skal spillestedets lounge, der både bruges til små koncerter og til at samle landsdelens musikalske vækstlag, bygges om, så der bliver mere plads til aktiviteterne. Endelig er det også planen at forbedre flere af gæstefaciliteterne.

Med de seneste bevillinger tager ombygningsplanerne et kæmpe spring nærmere på målet, som lyder på op mod 13 mio. kr. 

"Det er en stor opmuntring for os at mærke den klare opbakning til de ideer, vi drømmer om at gøre til virkelighed. Vi ser det mest af alt som et stort skulderklap til vores mange passionerede frivillige og til vores arbejde for det musikalske vækstlag. Den markante støtte giver os for alvor tro på, at vi kommer i mål med finansieringen og inden for overskuelig fremtid kan komme i gang med ombygningen", siger leder af Fermaten, Nicki Quist.

Den sidste del af finansieringen skal efter planen findes ved egenfinansiering samt hjælp fra yderligere et par fonde.