Boligbyggeri fra 4 til 1 planet: Nyt byggeri med lav LCA-beregning vækker opsigt
Med opførelsen af fire rækkehuse vil Ikano Bolig vise, at det er muligt at bygge med et ekstremt lavt klimaaftryk. Det er resultatet af tidlig inddragelse af rådgivere, faste dogmer og et ensidigt fokus på LCA.
Det vakte opsigt i byggebranchen, da Ikano Bolig midt i november præsenterede LCA-beregningen for de fire eksempelrækkehuse, der indgår i Villum Fonden og Realdanias fælles initiativ, Boligbyggeri fra 4 til 1 planet. Rækkehuse, som skal opføres i bydelen Vinge i Frederikssund.
Beregningen rammer 2,0 kg CO2eq./m² år. Et tal, som ligger markant under såvel kravene i bygningsreglementet som i den frivillige bæredygtighedsklasse. Rækkehusene ligger også under de 2,5 kg CO2eq./m² år, som Boligbyggeri fra 4 til 1 planet har som målsætning i 2030.
Læs mere om Ikano Boligs rækkehuse.
Gået målrettet efter klimatallet
At det er lykkedes at komme så langt ned skyldes, at man har grebet opgaven an helt anderledes end normalt, forklarer Lone Lindgård Laursen, bæredygtighedschef i Ikano Bolig.
”Vi har sat projektet i gang med LCA-drevet design og er gået målrettet efter klimatallet. Først derefter har vi set på økonomien. Hvilket er fuldstændig den omvendte verden, for normalt kan man ikke bruge lang tid og prøve ting af, kan være både dyrere og mere risikofyldt. Så plejer man at stoppe inden, fordi rådgivertimerne ellers løber hurtigt på,” siger Lone Lindgård Laursen og tilføjer:
”Det er en af grundene til, at vi har lavet de dogmer, vi har. Fordi vi godt vidste, at en LCA-baseret designproces ville kræve flere rådgivetimer, hvilket jo også er hele årsagen til, at Realdania og Villum Fonden er gået med ind i vores eksempelbyggeri. Deres forudsætning er, at man får prøvet de her ting af. Men dogmerne er også for at holde os selv fast i nogle spor, vi kan komme tilbage til hele tiden.”
Ikano Boligs fem dogmer handler om økonomi, klima, innovative byggeprincipper, holdbar arkitektur og biogene materialevalg. Eksempelbyggeriet er en del af Bakkekvarteret, et større udviklingsområde med op til 230 boligenheder i det sydlige Vinge, og forventes at kaste læringer af sig, som både Ikano Bolig selv og resten af branchen kan tage med videre i rejsen mod en mere bæredygtig byggebranche.
Erfaring og fælles ansvar
Ikano Bolig er gået målbevidst efter rådgivere, som har været engageret i klimadagsordenen og arbejdet med biobaserede materialer i en årrække. Og var parate til at gå de ekstra skridt, den alternative tilgang kræver.
”Det gjorde, at vi hurtigere kunne komme ud over stepperne. De vidste også, hvem i deres bagland, de skulle trække på. Både leverandører, men også med spørgsmål til f.eks. brand og statik,” siger Lone Lindgård Laursen og suppleres af Julie Juhl Jakobsen, der som senior projektleder har drevet eksempelprojektet:
”Vi har inddraget de rigtige mennesker meget tidligt. Entreprenøren var f.eks. med allerede i skitseprojektet. Fordi han skulle føle sig som en del af hele projektet. Han har også skrevet under på dogmerne omkring pris og bygbarhed. Så vi har alle sammen kørt efter den samme dagsorden og det samme mål. Vi er fælles om ejerskabet til projektet. Det har været ekstremt vigtigt”.
Det er ok ikke at vide alt
I valget af rådgivere har Ikano Bolig haft som kriterie, at virksomhederne – til trods for en forudgående erfaring med biogent byggeri – skulle være parat til at investere de nødvendige timer i at tilegne sig yderligere viden.
”Vi betaler selvfølgelig for al den rådgivning, vi skal have, men vi betaler ikke for uddannelse – forstået sådan, at det er fair, at der er ting, som de ikke ved, men de må så selv finansiere de timer, det koster dem at få den viden. Til gengæld er det, vi har opnået med så lav CO2, noget de kan tage med videre og sælge sig selv på,” siger Julie Juhl Jakobsen.
Netop det med, at selv erfarne folk ikke ved alt, men er villige til at lære, har været en stor del af processen. Ved workshops mellem bygherre og rådgivere har præmissen været, at det skulle siges højt, hvis der var noget, man ikke vidste.
”Vi har fra første møde sat den ramme, at de, der sad ved bordet skulle have beslutningsmandatet, så vi sikrede en effektiv fremdrift. Og at det samtidig var vigtigt at sige, hvis der var noget, man ikke vidste. Vores forventning var, at alle bød ind med viden, men at det var okay at sige, at ’det ved jeg ikke, det skal jeg lige hjem og undersøge.’ For der var jo masser af ting, som ingen af os vidste. Det skabte rum for en ret fri snak,” siger Julie Juhl Jakobsen.
Med Boligbyggeri fra 4 til 1 planet vil Villum Fonden og Realdania inspirere og udfordre materialeproducenter, designere, entreprenører og bygherrer til, ved fælles hjælp, at udvikle boliger med en markant lavere udledning af CO2 og andre drivhusgasser.