x

Naturbydelen i Ringkøbing fortsætter i kommunalt regi

Pressemeddelelse 11. december 2024

Prognoserne for efterspørgsel efter etageboliger i Naturbydelen i Ringkøbing får Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg til at afvikle det fælles arealudviklingsselskab. Kommunen køber en stor del af selskabets jord med henblik på senere salg til boliger, Realdania By & Byg køber et mindre areal ved boligbyggeriet Havtorn, og Naturbydelens areal nord for jernbanen sættes til salg til landbrug.

Da Naturbydelen i Ringkøbing blev lanceret i 2011 som en ny bydel med moderne tæt-lave etageboliger uden egen have men med direkte adgang til naturen, var det ud fra en forventet nettotilflytning på ca. 40 husstande om året. Et stort naturgenoprettet område blev anlagt til gavn for bydelens beboere og borgerne i Ringkøbing, men den forventede tilflytning er ikke fulgt med. De seneste prognoser fra Danmarks Statistik og forskningsinstituttet DREAM viser, at der kun er behov for ca. 10-12 nye etageboliger pr. år i bydelen.

- Forudsætningerne for projektet har ændret sig, og efterspørgslen efter etageboliger er væsentligt lavere end oprindeligt forudsat. Det giver derfor ikke længere mening at opretholde et selskab, og jeg er glad for at vi i fællesskab har fundet en løsning, fortæller Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg, som ejer selskabet bag Naturbydelen sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune.

Jorden sælges fra

Arealudviklingsselskabet går nu i gang med at sælge al jorden fra med henblik på en solvent likvidation af selskabet. Det betyder dog ikke, at udviklingen af Naturbydelen går i stå. Ringkøbing-Skjern Kommune køber nemlig hovedparten af de arealer, som er tiltænkt bebyggelse syd for jernbanen, så kommunen fremover står for den videre udvikling med nye boliger i Naturbydelen.

Samtidig køber Realdania By & Byg et mindre areal i tilknytning til lejeboligbyggeriet Havtorn, som selskabet i forvejen ejer – ligeledes med henblik på senere videresalg til boligformål. Endelig sættes Naturbydelens areal nord for jernbanen, som hidtil har været benyttet til landbrug, til salg til fortsat landbrugsmæssig drift.

Glæde over resultaterne

- Selvom det naturligvis ikke er den afslutning, som vi gik ind i projektet med ambitioner om for tretten år siden, kan vi godt glæde os over de opnåede resultater. Der er vist en ny måde at lave byudvikling på, der er etableret 100 boliger og et bynært naturgenoprettet område med offentlig adgang, og der er konstateret betydelige biodiversitetsgevinster i Naturbydelen, siger Peter Cederfeld.

Netop det store naturområde, som selskabet bag Naturbydelen anlagde på det tidligere landbrugsareal, før de første huse blev bygget, er med enge, søer, vandløb, bærhaver og populære vandrestier ud til Ringkøbing Fjord en attraktion, som ikke bliver berørt af Naturbydelens nye situation. Området ejes og drives i forvejen af kommunen, og det benyttes flittigt at både bydelens beboere og borgere i Ringkøbing.