x

Forskning og industri mødes om fremtidens regenerative byggeri

Pressemeddelelse 12. januar 2025

Et nyt erhvervsforskernetværk med fokus på regenerativt byggeri går nu i luften. I en række erhvervsforskningsprojekter skal forskere i samarbejde med virksomheder over de næste tre år udvikle viden og nye løsninger inden for regenerativt byggeri.

De første erhvervsforskere i Innovationsfondens og den filantropiske forening Realdanias fælles erhvervsforskernetværk ’Mod et regenerativt bygget miljø’ går nu i gang med at udvikle nye forretningsmodeller, nye teknologier og ny viden, der skal bane vej for udbredelsen af regenerativt byggeri i Danmark. Det er stadig muligt for private virksomheder og universiteter at blive en del af netværket og søge om en erhvervs-ph.d. og erhvervs-postdoc. Den næste ansøgningsrunde har frist den 4. marts 2025.

Regenerativt byggeri er en tilgang, hvor byggerier aktivt bidrager til at genoprette økosystemer og styrke både miljø og samfund. Det kræver nye teknologier, forretningsmodeller og samarbejder, der kan løfte både klimamæssige, økonomiske og sociale aspekter. Den regenerative tilgang er dog stadig i sin spæde begyndelse. Med netværket og forskningsprojekterne ønsker Innovationsfonden og Realdania derfor at fremme samarbejdet mellem forskning og industri og bane vejen for udvikling af ny viden og løsninger – og ikke mindst danne det forretningsmæssige grundlag for en udbredelse af regenerativt byggeri i Danmark. 

”Vi er glade for at samarbejde med Realdania om den vigtige dagsorden at udvikle et bæredygtigt og holistisk byggeri i Danmark. Med initiativet går vi sammen om at styrke brobygningen og vidensdeling mellem forskning og industri inden for et forholdsvis uprøvet felt – med det mål at opnå større impact. Vi ser frem til nu at sætte netværket og projekterne i søen,” siger Ole Sinkjær, vicedirektør i Innovationsfonden.

Tæt samspil mellem forskning og praksis  

De første udvalgte erhvervsforskere, som bl.a. ansættes hos Gehl Architects, Henning Larsen Architects, Rambøll, Enemærke & Petersen og Zeal arbejder hver især med emner, som udfolder og udvikler den regenerative tilgang i forhold til byggeriet. Der vil f.eks. blive arbejdet med principperne for økonomi og bæredygtig udvikling fra oprindelige samfund, med platformstænkning i forhold til transformation af byggebranchen og med et regenerativt urbant design.   

Det særlige ved netværket er, at flere projekter igangsættes på samme tidspunkt, og at projekterne vil blive udviklet i samspil med hinanden. Målet er at skabe et fælles forsknings- og vidensmiljø, hvor både de deltagende erhvervsforskere og de virksomheder og institutioner, forskerne samarbejder med, kan dele viden og læring undervejs på tværs af både sektorer og fagdiscipliner. 

"Vi ser frem til at skyde netværket og forskningsprojekterne i gang. Regenerativt byggeri er begrænset til en smal del af forskningsverdenen og få virksomheder. En dybere forståelse og bredere implementering i praksis er nødvendig for, at nye tilgange og metoder kan ændre værdiskabelsen i det byggede miljø. Og det kræver et fælles og inkluderende forsknings- og vidensmiljø, hvor erhvervsforskerne – og de virksomheder og institutioner, forskerne er en del af – kan dele viden og læring undervejs,” siger Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania.

Viden i netværk

Det nye netværk af erhvervsforskere bygger oven på den viden og de erfaringer, der er blevet skabt gennem tidligere forskernetværket, som også er muliggjort af Innovationsfonden og Realdania. Det er igen BLOXHUB, en innovationshub inden for bæredygtig byudvikling, som får til opgave at understøtte erhvervsforskere og samle dem i et netværk. Alt vedrørende tværfaglig videndeling, samarbejde og sparring vil blive faciliteret af BLOXHUB, så resultaterne af forskningen skabes og deles på tværs af sektorer og discipliner.

Stadig åbne pladser i netværket – kom til infomøde 

Selvom de første erhvervsforskerprojekter er udvalgt, er det er stadig muligt at blive en del af netværket. Det er både muligt at søge om en erhvervs-ph.d. og erhvervs-postdoc for private virksomheder og universiteter. Den tredje og sidste ansøgningsrunde, der knytter an til temaet og netværket, løber fra den 4. februar – 4. marts 2025. Innovationsfonden, Realdania og BLOXHUB inviterer til et info- og sparringsmøde for potentielle ansøgere til ansøgningsrunden i februar. Det sker i BLOXHUB, Fæstningens Materialgård, den 31. januar 2025 kl. 9.00 – 10.30. 

Læs mere om netværket og ansøgningsproces.

Tilmeld dig info- og sparringsmødet for potentielle ansøgere her.