Oplev Nanna Ditzels eksperimenterende møbellandskaber på ny DAC-udstilling
Nanna Ditzel var en dansk designpioner, der brød grænser og satte kroppen i centrum for sine nytænkende design og rum. Det hylder Dansk Arkitektur Center med en udstilling, der åbner den 23. januar 2025.
Med DAC’s udstilling ’Sæt kroppen fri’ udforskes den danske designer Nanna Ditzels gentænkning af forholdet mellem møbler, rum og mennesker.
Nanna Ditzel (1923-2005) arbejdede med at frisætte kroppen og udvikle møbler og rum, der passede bedre til de nye samværsformer fra 1960’erne og frem. Hun designede til både voksne og børn, og hun skabte rumlige løsninger, der forbandt mennesker og omgivelser på nye måder.
Udstillingen inviterer publikum til at engagere sig fysisk med Ditzels fleksible designs. Man kan blandt andet opleve stolen Trisse, som Ditzel oprindeligt udviklede til børns leg og kreativitet, men som også bruges af voksne. Og man kan opleve Hanging Egg Chair, der ændrede hele idéen om møbler som statiske og gav en kropslig oplevelse af at svæve.
Derudover viser udstillingen Ditzels innovative Villette-møbellandskab. Her smelter møbler og rum sammen med flader og farver i en helhedsoplevelse. En del af hendes ’Eventyrrum’, oprindeligt udviklet til Lyngby Børnebibliotek, er også med i udstillingen og inviterer til leg og fordybelse.
Nanna Ditzels design er tidløst og aktuelt, fordi det kan tilpasses forskellige behov og forandringer over tid. Hendes møbler kan let tilpasses nye formål eller stilarter, hvilket gør dem holdbare og relevante i mange år. Hendes design er derfor relevant for nutidens designudfordringer, der er præget af behov for mere bæredygtige løsninger.
Udstillingen er udviklet af Dansk Arkitektur Center og støttet af den filantropiske forening Realdania. Dele af udstillingen er tidligere blevet vist på Trapholt – museum for moderne kunst og design i udstillingen ”Nanna Ditzel – Design til nye højder” i 2023.
Praktisk information
Dato: 24. januar – 11. maj 2025.
Find pressefotos på DAC's hjemmeside:
DAC's pressefotos
Se mere information på DAC's hjemmeside: