x

Sundhed og trivsel i arkitekturen: Hvad har vi lært af coronapandemien?

Pressemeddelelse 26. februar 2025

Det Kongelige Akademi står bag en ny publikation, der afdækker erfaringer om brugen af bygninger og byrum under coronapandemien – og giver inspiration til, hvordan vi kan indrette os mere robust i fremtiden. Der er brug for arkitektur, der hurtigt og fleksibelt kan tilpasse sig nye behov og ændrede vilkår.

Hjemmekontorer, begrænset adgang på plejehjem, nedlukkede skoler, forældre der ikke måtte komme med ind i børnehaven. Den 11. marts er det fem år siden, at coronapandemien lukkede Danmark ned. Det havde dramatiske konsekvenser for vores arbejdsliv, boligforhold og fællesskaber. Og det skabte en ny bevidsthed om, hvad vores fysiske rammer betyder for almen sundhed og trivsel.

Det Kongelige Akademi og den filantropiske forening Realdania lancerer nu publikationen ’Folkesundhedens arkitektur – Viden, virkemidler og eksempler fra det byggede miljø, set i lyset af coronapandemien’, der udforsker centrale spørgsmål, der er blevet mere aktuelle end nogensinde: 

Hvordan påvirker vores boliger og det byggede miljø vores sundhed – især under kriser? Hvordan kan vi med arkitektur skabe rammer, der styrker os både fysisk og mentalt? 

Publikationen er led i Realdanias RESPOND-indsats, der blev igangsat i 2022 i kølvandet på coronapandemien.

”For fem år siden ramte en pandemi, der tvang os til at tænke nyt. Også når det gjaldt de fysiske rammer for vores liv. Vi håber, at vi med RESPOND-indsatsen kan lære af en tid, som vi helst vil glemme. Vi skal lære af de positive og vellykkede idéer fra coronatiden, når det handler om vores brug af de fysiske rammer i hverdagen. Så vi kan designe et mere robust og sundhedsfremmende bygget miljø med fokus på livskvalitet i fremtiden,” siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.

Tre virkemidler til at opnå resilient arkitektur

Publikationen er udarbejdet af forskere ved Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi og indeholder samtaler med eksperter fra Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og Det Kongelige Akademi, der fra forskellige faglige perspektiver har undersøgt brugen og oplevelsen af arkitekturens rolle under coronapandemien – fra boligniveau til samfundsinstitutioner og udearealer. 

Det Kongelige Akademi har på baggrund af de indsamlede erfaringer fundet frem til tre virkemidler som er afgørende, hvis vi skal øge resiliens og robusthed under en fremtidig sundhedskrise: Adgang, Reorganisering og Kontrol. Adgang handler om at beboere og borgere har adgang til ressourcer som natur, fællesskab og privatliv. Reorganisere handler om at kunne ændre organisering og brug af bygninger og anlæg. Kontrol handler om mulighed for at kontrollere smitte, både fra vira gennem luften og borgernes bevægelse, dvs. at indbygge muligheder til at kontrollere hvad og hvem, vi mødes med.

Bogen afsluttes af eksempler på eksisterende arkitektur og planlægning i Danmark, hvor virkemidlerne allerede er i spil. Fra ”Friluftskolen” bygget til tuberkulosesyge børn i 1938 til seniorbofællesskabet Balancen fra 2021.

Opgør med det ufleksible byggeri

Publikationens anbefalinger er et opgør med modernismens optimeringslogik, der stadig er dominerende i dansk byggeri – og taler i stedet ind i den bæredygtige arkitekturs livscyklus-fokus, hvor bygninger designes til at kunne forandre funktioner over tid og dermed også bevare deres værdi. 

”I modernismen har det været god latin at optimere hårdt i forhold til bygningens program, men når verden forandrer sig, er det dyrt at optimere kvadratmeterne så meget, at en bygning kun kan bruges på én måde. En resiliens arkitektur er en, der kan reorganiseres til vilkår vi ikke kender endnu,” siger Natalie Mossin, leder af institut for Bygningskunst og Teknologi. 

Kom til lancering: Spændende oplæg og netværk 

Kom med til en inspirerende eftermiddag tirsdag den 11. marts 2025 kl. 15.30 – 17.00 i 
Det Kongelige Akademi, Det Kongelige Akademi – Bibliotek, Danneskiold-Samsøes Allé 50, 1434 København K, hvor vi dykker ned i arkitekturens rolle i folkesundheden og deler ny viden, eksempler og perspektiver. Der vil være spændende oplæg, netværk og mulighed for at få et eksemplar af publikationen med hjem.

Lancering den 11. marts 2025 kl. 15:30 - 17.00 i Det Kongelige Akademi

Velkomst  og introduktion til publikationen
Anne Gade Iversen (Realdania) og Natalie Mossin (Det Kongelige Akademi)

Panelsamtale ‘ Hvad har vi lært af pandemien?‘
Mette Mechlenborg (BUILD, AAU), Sidse Grangaard (BUILD, AAU)                             
Peter Hinsby (Det Kongelige Akademi) og Adam Linde Nielsen (Moderator)

Publikationen ’Folkesundhedens arkitektur – Viden, virkemidler og eksempler fra det byggede miljø, set i lyset af coronapandemien’ er en fortsættelse af udgivelsen ’Pandemiens Arkitektur’, som blev udgivet i 2022 i samarbejde med Det Kongelige Akademi.

Læs publikationen ’Folkesundhedens arkitektur – Viden, virkemidler og eksempler fra det byggede miljø, set i lyset af coronapandemien’

Læs publikationen ’Pandemiens Arkitektur’