Renoveringer i særklasse: 18 projekter går videre og kan vinde Renoverprisen 2025
Fra historiske perler til moderne transformationer. 18 visionære renoveringsprojekter fra hele landet er udvalgt blandt 131 indstillede projekter til Renoverprisens longlist 2025 for hovedprisen. Desuden er tre projekter i spil til Specialprisen. Nu begynder næste fase i kapløbet om at blive årets bedste renoveringsprojekt.
En 70’er villa i nye klæder, et tidligere psykiatrisk hospital omdannet til almene boliger og et forhenværende kornlager transformeret til attraktive erhvervslejemål. Det er tre eksempler ud af 18 renoveringsprojekter, som Renoverprisens nomineringsudvalg nu har udvalgt – blandt i alt 131 indstillede projekter – til årets longlist til Renoverprisen 2025. De 18 udvalgte projekter viser renoveringens bredde – både geografisk, anvendelsesmæssigt og arkitektonisk. Fra nænsomme restaureringer af historiske bygninger til innovative transformationer af tidligere erhvervsbyggeri.
"Det er imponerende at se, hvordan renovering kan skabe nyt liv i alt fra små byhuse til markante industribygninger. Projekterne, der er med i år, viser på fornem vis, hvordan vi kan bruge eksisterende byggeri til på én og samme tid at skabe funktionelle rammer for fremtiden, spare ressourcer og sikre kæmpe bygningskulturel værdi ved at renovere og transformere fremfor at rive ned. Longlisten repræsenterer hele landet – fra større byer til landdistrikter – og giver et fantastisk billede af, hvor vigtig renovering er i udviklingen af vores bygningskultur,” siger nomineringsudvalgets formand, Henrik Mielke.
Renoverprisen er blevet uddelt hvert år siden 2013, og ambitionen er at give renovering og transformation den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener. Renoverprisen gives til alle, der har været involveret i det vindende projekt. Lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
Se alle 18 projekter på renover.dk
Næste skridt: Fra 18 longlistede til de endelige nominerede
I de kommende måneder vil nomineringsudvalget skære feltet yderligere ned og nominere 5-7 projekter til Renoverprisen 2025. Vinderen kåres ved en prisfest den 4. september 2025 efter en afstemning i et valgkollegie, som består af cirka 90 fagfolk fra byggebranchen.
Tre projekter i spil til Specialprisen
Ud over hovedprisen uddeles også en Specialpris, som belønner parterne bag et projekt, som inspirerer og overrasker med en kreativ tilgang til at forny en bygning, der har historisk og bygningskulturel værdi og/eller værdi for fællesskaber i lokalområdet. Her er tre projekter stadig med i kapløbet.