Danmarksberømt fyr renoveres med støtte fra Realdania
Rubjerg Knude Fyr, der i 2019 blev flyttet, så det ikke styrtede i havet, skal have ny trappe. Det sker med en bevilling fra Realdania, som også omfatter en ny arkitektonisk installation i lanternen.
Men fyret, der hører under Naturstyrelsen, trænger til en kærlig hånd. Trappen, lysprismen og den oprindelige spejlfunktion er slidte. Derfor har den filantropiske forening Realdania netop bevilget op til 4.925.000 kr. til en ny trappe og en ny arkitektonisk installation i lanternen i fyret.
”Vi er meget taknemmelige for bevillingen. Rubjerg Knude Fyr er et vartegn for området, og flere hundredetusinde lægger vejen forbi hvert år. Men fyret er slidt. Den oprindelige spejlfunktion er næsten ikke til stede længere, og trappen ruster. Nu kan vi give fyret en kærlig hånd – og det fortjener det” fortæller Jesper Blom-Hansen, skovrider i Naturstyrelsen.
Blev flyttet i 2019
Rubjerg Knude Fyr kom på alles læber tilbage i 2019. Fyret blev nemlig flyttet ca. 70 meter ind i landet for at sikre det fra at styrte i havet. Det skete med stor international mediebevågenhed – og i dag forventes fyret at stå i mange år frem.
I Rubjerg Knude 2.0, som projektet med den nye trappe og lanterne er blevet navngivet, skal der arbejdes med en lavmælt arkitektur, der skal bidrage til at gøre oplevelsen mere intens og vedkommende. Dét sker med respekt fra hovedattraktionen – nemlig naturen og fyret.
”Rubjerg Knude Fyr har stor lokal og regional betydning, og med det nye projekt sikrer vi, at fyret fortsat kan være en attraktion, der giver rigtig mange besøgende mulighed for at opleve Vesterhavet og det vestjyske landskab fra toppen af fyret,” siger Simon Harboe, der er projektchef i Realdania.
Projektet har et samlet budget på 5.225.000 kr.