Et livgivende fællesskab

Af Mikkel Sander Rydzy

På en villavej i Roskilde antager livet mange former og afskygninger. For mange er det vendt på hovedet. For nogle er det gået i sort. Og for andre er det ved at svinde hen. 

En moderne, træbeklædt bygning stikker lidt ud blandt Gormsvejs røde murstenshuse. Her mødes mennesker fra hele omegnen i et livgivende fællesskab. Et fællesskab, som de på én gang ikke ville være foruden og samtidig ville ønske, at de aldrig var blevet en del af. 

Alle har de det til fælles, at en kræftdiagnose er kommet ind i deres liv. Enten fordi de selv bærer rundt på diagnosen, eller fordi de er pårørende til én, som gør. 

Stedet er en ud af syv kræftrådgivninger rundtom i landet, oprettet i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Realdania. I Roskilde har kræftramte og deres nærmeste gennem ti år kunnet komme ind til samtaler, ligesom de kan deltage i en lang række aktiviteter som f.eks. meditation, nørklehold eller fælleslæsning. 

”Siden åbningen har der været omkring 61.000 besøg her i huset. Det vidner om, at vi har en vigtig rolle at udfylde,” fortæller Bjarne Busk, rådgiver i kræftrådgivningen i Roskilde, da vi kommer på besøg en solbeskinnet torsdag i sensommeren 2024.

Torsdag formiddag er der motionshold. Yogamåtter er lagt ud i en U-form i den aflange sal. Med musik spændende fra Taylor Swift til Chopin bliver motionsholdet taget igennem strækøvelser, maverulninger og høje knæløftninger.

Gennem de store vinduer er der kig til haven. En ung kvinde uden hår på hovedet og med en kaffekop i hånden har stillet sig ved siden af et af havens mange frugttræer oppe i nærheden af drivhuset. 

Hun prøver at fange nogle af de solstråler, der har kilet sig ind mellem naboejendommene. Da lyset giver genskær i bladene ved siden af hende, hiver hun sin telefon frem og tager et par billeder.

Husk stopklodserne

”Træk vejret, hvis I har glemt det. Og husk, at det kun er jer selv, der ved, hvor jeres stopklodser er,” lyder det fra instruktøren på motionsholdet.

Én af dem, som finder sine stopklodser undervejs, er Hans Otto Witt-Nielsen. Han brækkede for noget tid siden hoften og må derfor lave flere af øvelserne fra en stol.

Hans Otto Witt-Nielsen er kommet i kræftrådgivningen i Roskilde de seneste fire år. De første par år benyttede han sig mest af tilbuddet om rådgivning i forhold til at håndtere den diagnose, han havde fået stillet. Prostatakræft. Men da han først brækkede benet og siden hoften begyndte han at bruge motionsholdet som en del af sin genoptræning.

”Vi har det godt sammen her. Når man kommer ind ad døren, bliver man mødt af en venlig person, og så er her bare virkelig en ro,” siger Hans Otto Witt-Nielsen.

En særlig ro

Samme oplevelse havde en anden af motionsholdets faste deltagere, Annette Christensen, da hun første gang trådte ind ad døren.

”Der er bare noget med huset her. Fra dag ét følte jeg, at jeg faldt til ro, når jeg var her,” siger Annette Christensen.

Begge fremhæver de, at de fysiske rammer er helt anderledes end dem, man møder på Onkologisk Afdeling på Roskilde Hospital, der kun ligger få minutters gang fra træbygningen på Gormsvej.

Det er netop hensigten. Kræftrådgivningerne er alle bygget ud fra principper om helende arkitektur og med en arkitektonisk identitet baseret på tryghed, hjemlighed og nærvær.

”Mange af dem, der kommer her, siger, at her er hyggeligt og varmt, og at der er dejligt mange kroge, som man kan sætte sig hen i. Jeg har virkelig lagt mærke til, hvordan mange af vores brugere tager huset til sig og viser de nye brugere rundt, som var det deres eget hjem,” siger rådgiver Bjarne Busk.

Mindet om mor

De fleste af husets brugere er selv ramt af kræft. Men her kommer også jævnligt pårørende, som enten er med til samtaler, eller som bruger huset som et sted, hvor de kan være, mens deres nære er i behandling på hospitalet i nærheden.

Bjarne Busk husker særligt en dag, hvor en ung mand i 20’erne kom ind og spurgte, om han måtte sætte sig ovre i loungeområdet. Her tog han skoene af, smækkede fødderne op på chaiselongen og tog et par store hørebøffer på. Sådan sad han i en times tid og hørte musik, mens han kiggede ud i luften. 

”Inden han gik igen, takkede han for, at han måtte sidde her. Han fortalte, at han for et par år siden var kommet meget i huset med sin mor, som siden var død af kræft. Det var hans måde at mindes hende på,” fortæller han.

Taler om alt

Foruden de hjemlige rammer fremhæver Bjarne Busk husets mange vinduer, som har mere end én funktion. 

”Vi er ofte fødselshjælpere for de tanker, der er hos de kræftramte og deres pårørende. Her kan øjenkontakten godt nogle gange blive for svær. Det forstærker følelserne, når man kigger hinanden i øjnene, mens man snakker om noget svært. Så her er det godt, at der altid er et vindue i nærheden, som man kan kigge ud ad,” siger Bjarne Busk.

Selvom der bliver taget mange svære samtaler i huset, er der også plads til det modsatte.

”Vi kan godt sidde og grine og pjatte herinde. Det kan måske virke lidt grænseoverskridende for en, der kommer ind af døren for første gang og som har brug for tryghed og omsorg. Måske på grund af en hård besked fra hospitalet. Men her er plads til begge dele. Typisk har man brug for at tale meget om sygdommen de første gange, man er her. Men efter et stykke tid har man også brug for at tale om alt muligt andet. Det føles som et frirum med andre, der ved, hvordan man har det,” siger Annette Christensen.

Samme holdning har Nønner Nielsen, der er kommet i Livsrum, siden hun for syv år siden fik konstateret lungekræft.

”Vi skal kunne tale om alt, men sygdom skal ikke fylde for meget. Og vi taler også om alt muligt andet,” siger hun, der med egne ord er overrasket over stadig at være i live så mange år efter, hun fik sin diagnose. Hun har valgt at fejre livet, når muligheden byder sig.

”Jeg fik beskeden om, at jeg havde lungekræft, to uger inden min 75-års fødselsdag. Jeg havde allerede bestilt bord på Svogerslev Kro og inviteret gæsterne. Jeg gik lidt frem og tilbage og overvejede, om jeg skulle aflyse. Men jeg besluttede at holde festen, og da vi var færdige, sagde jeg til personalet, at det nok blev min sidste fødselsdag. Men siden har jeg også holdt min 80-års fødselsdag der. Og måske får jeg også lov at fejre min 85-års fødselsdag derhenne.”

På vej til noget større

Inden for de næste par år er det slut med fællesskabet i træhuset i Roskilde. Kræftrådgivningen flytter i stedet ind i et nyt og større hus i Køge. Regionen har besluttet at samle al kræftbehandling på sygehuset i netop Køge, og derfor flytter rådgivningen med og er ved at bygge det nye hus i nærheden af sygehuset.

Både grunden og huset bliver større end det nuværende, men hjemligheden flytter med, understreger Bjarne Busk.

”Det er altafgørende, at vi stadig kan tilbyde rammer, som opfattes som trygge og nærværende, også selvom huset bliver større. Derfor har vi også de nuværende brugere med i processen om, hvordan det nye sted skal ende med at blive,” siger han.